Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

Jeg kører aldrig herind (Hjemmehjælpernes mødelokale) og holder pause. For så skal
jeg bruge 10 minutter frem og 10 minutter tilbage og så 10 minutters pause. Så vil jeg
hellere sidde lidt længere tid ved de ældre.
De korteste besøg er wc-besøg på 10 minutter (hjælp til at komme på WC), og et middagsbesøg
på 8 minutter. Der skal jeg bare lige varme noget mad, hvis hun ikke har
gjort det, og så rydder jeg lige op efter hende.
Siden jeg fik mit første barn, har jeg haft nedsat tid, så jeg har fri kl. 13. Hvis man har
fuld tid, arbejder man kl. 7 – 15. Jeg synes, de to timer over middag er lidt halvhårde.
Der har vi ofte mange tunge brugere. Nu er de ikke så tunge, dem vi har for tiden, men
vi kan have mange tunge besøg.
Eksemplet ovenfor illustrerer, at hovedindholdet i hjemmehjælperens arbejde på
mange måder er struktureret af visitationsafgørelsen. De konkrete gøremål hos de
enkelte ældre bygger på køresedler, der er baseret på visitationsafgørelser begrundet
i kategorierne fra funktionsvurderingsskemaet og formuleret i kategorierne fra ydelseskataloget
i Fælles sprog.
Det er imidlertid også tydeligt, at der ofte vil være små eller store afvigelser fra
visitationsafgørelsen. Vi hører om en betændelse, som midlertidigt kræver lidt længere
tid, og som derfor ikke medfører en egentlig revisitation. Her er en dame, der ikke
vil tage sine piller, og som derfor nogle gange kan tage lidt længere tid. Der er en
anden dement dame, hvor der kan opstå en forværring af situationen. Den konkrete
vurdering af, om der kræves lidt ekstra eller lidt mindre i de konkrete situationer, kan
vanskeligt foretages af andre end den enkelte hjemmehjælper, og dette afspejler sig
da også i hjemmehjælpernes besvarelser af spørgeskemaundersøgelsen, som vi skal
se nedenfor.
Eksemplet kan også bruges til at illustrere begrænsningerne i Fælles sprog, hvad
angår beskrivelsen af hjemmeplejens kvalitative aspekter, således som vi argumenterede
for i kapitel 5 (afsnit 5.4.2 og tabel 5.1). Den fl eksibilitet og interesse for den
enkelte ældres unikke karaktertræk, som hjemmehjælperen her tydeligvis udviser, er
en kvalitet ved hjemmeplejen, som ikke kan beskrives i Fælles sprog termer, men
som må fremelskes på anden vis.
Hvis der er tale om en mere permanent ændring i behovet, og der derfor egentlig
er behov for en revisitation, kan det være et problem, at mange hjemmehjælpere
ikke kender den funktionsvurdering, som visitationsafgørelsen bygger på. I mange
tilfælde er det hjemmehjælperne, der er nærmest til at vurdere, om der er behov for
en revisitation. Vi har tidligere i kapitlet set, at mange hjemmehjælpere ikke kender
Fælles sprog, selvom kategorierne fra ydelseskataloget udgør basis for beskrivelsen
af deres opgaver, og at kun 15 % har modtaget undervisning i Fælles sprog. Hvis
hjemmehjælperne kendte funktionsvurderingen, ville de være bedre rustet til at drøfte
behovet for en revisitation med visitatorerne. Dette kunne fremme systemets evne til
fl eksibel tilpasning.
6. Fælles sprogs anvendelse i ældreplejen 215