Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

Herefter vil vi, med dette udgangspunkt, sammenfatte nogle punkter, hvor vi mener
at kunne postulere en udbredt konsensus omkring, hvad der konstituerer et fremskridt
i ældreplejens organisering og Fælles sprogs fremtidige udvikling (8.1.3.2).
Vi vil herefter gennemgå de forskellige kapitler med henblik på at sammenfatte
de bud på mulige forbedringer, der er udviklet undervejs i undersøgelsen (8.1.3.3).
Afsnittet vil således have karakter af et idékatalog, som leverer input til drøftelserne
i afsnit 8.2.
8.1.3.1 Generelle præmisser for vurdering af fremskridt
Nobelpristageren i økonomi Herbert A. Simon beskrev engang, i den, inden for offentlig
forvaltning, klassiske undersøgelse “Administrative Behavior” (1976/1945),
beslutninger, som de processer i hvilke mennesker drager konklusioner ud fra præmisser
– “drawing conclusions from premises” (1976, xii).
Selvom vi ikke her er i en situation, hvor vi skal træffe beslutninger, så kræver en
vurdering, af hvordan Fælles Sprog og dets anvendelse i ældreplejens organisering
yderligere kan udvikles til at bidrage til at forbedre ældreplejen i den offentlige sektor,
en klargørelse af de præmisser, ud fra hvilke man foretager den vurdering.
I dette afsnit vil vi klargøre nogle af de generelle præmisser, ud fra hvilke vi
bedømmer, om noget er en forbedring eller ej. I denne redegørelse vil vi forholde os
til nogle kendetegn ved de programteoretiske positioner, som vi analyserede i kapitel
7.
Den første overordnede præmis er en accept af det generelle krydspres, som de tre
primære brugergrupper af Fælles sprog beskrev i kapitel 7, og som vi har analyseret
forskellige aspekter ved i kapitel 4 og 5. Ældreplejen konkret og den offentlige sektor
mere generelt lever i et konstant krydspres imellem på den ene side ønsket om fl eksibel
decentraliseret opgavevaretagelse tilpasset det enkelte individ og på den anden side
krav om effektivitet og dokumentation af, at løfter holdes, og af at der produceres
værdier for de skattekroner, som betales.
Ændringer, som fremmer begge sider i dette krydspres, vurderer vi som en klar
forbedring. Ændringer, som fremmer den ene side af krydspresset, uden at det går
ud over den anden side, vurderes ligeledes entydigt som en forbedring. Ændringer,
som fremmer det ene hensyn på bekostning af det andet, er vanskeligere at vurdere.
I princippet må man afveje fordele og ulemper, og der er således tale om et “tradeoff”.
Man taber måske noget på fl eksibiliteten, men vinder til gengæld noget i form
af lavere omkostninger. Om der er tale om et fremskridt, vil vi ikke tage stilling til
her, men vi vil beskrive det trade-off, der tilsyneladende er tale om.
Vores accept af dette krydspres indebærer imidlertid også en generel tilbagevisning
af den fortidsnostalgi, der, efter vor opfattelse, ligger bag en del politikeres, brugeres
og offentligt ansattes opfattelse af forskellen mellem ældreplejen i “de gode gamle
dage”, før de store styringssystemer, og ældreplejen i dag. Vi forstår godt, at mange
offentligt ansatte generelt, og mange hjemmehjælpere specifi kt, længes efter en tid,
hvor man ikke hele tiden blev evalueret og skulle dokumentere de aktiviteter, man
var i gang med. Vi er heller ikke i tvivl om, at det øgede fokus på evaluering har sine
282 Fælles sprog i ældreplejens organisering