Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

Dermed var der etableret en dansk version af den særlige skandinaviske velfærdsstatsmodel,
der adskiller sig fra andre velfærdsstatsregimer ved i relativt høj grad
at basere sig på velfærdsydelser fi nansieret, organiseret og leveret af den offentlige
sektor. Udviklingen er illustreret grafi sk i fi gur 8.1. Det er den del af ældreomsorgen,
der udgøres af hjemmeplejen, som Fælles sprog primært er udviklet til at beskrive.
Dansk ældreomsorgs korte historie 1980 – 2004 er generelt præget af en ombygning
snarere end en udbygning af ældreplejen i Danmark. Mens perioden fra 1950’erne og
frem til 1980 kan betegnes som en udpræget vækstperiode, hvor ældreplejen generelt
og hjemmeplejen specifi kt udbygges kraftigt, så er væksten i ældreplejen i perioden
fra 1980 til 2004 betydeligt mindre omfattende, om end den fortsætter. Den korte
historie om udviklingen i den danske ældrepleje er, som den lange, nært beslægtet
med generelle ændringer i organiseringen af den danske velfærdsstat. Hvor perioden
indtil 1980, navnlig 1960’erne og 1970’erne, var karakteriseret ved opbygningen af
en skattefi nansieret, offentlig servicesektor, så har de seneste årtier været præget af
en opbremsning af væksten i de offentlige aktiviteter og en begyndende ombygning
af allerede eksisterende offentlige serviceorganisationer.
Mens plejehjem nedprioriteres – i 1987 vedtog folketinget således at stoppe opførelsen
af yderligere plejehjem – så er udbygningen af hjemmeplejen fortsat. Den
varige hjemmepleje, som blev lovliggjort i 1958, omfattede 18 år senere i 1976 mere
end 100.000 brugere, og i 2001 var antallet af brugere godt og vel fordoblet til mere
end 200.000. De seneste årtiers udbygning af dansk ældrepleje er således i høj grad
foregået inden for hjemmeplejen. Det er derfor forståeligt, at man i 1990’erne i høj
grad var optaget af at udvikle nye og bedre dokumentations- og styringsredskaber
inden for den kommunale hjemmepleje.
Også på det lovgivningsmæssige plan er perioden, særligt fra midten af 1990’erne,
præget af en række initiativer til styring af hjemmeplejen. Generelt har lovgivningen
udviklet sig fra rammelovgivning til relativt detaljeret styring af ældre- og hjemmeplejen.
I begyndelsen af 1980’erne var selve udførelsen og organiseringen af
hjemmehjælpen kun i meget begrænset omfang reguleret af lovgivning. Den enkelte
kommune og hjemmehjælper havde relativt frie tøjler med hensyn til, hvordan ydelsen
blev leveret. Særligt fra midten af 1990’erne og frem til i dag har folketinget imidlertid
med stigende styrke markeret sig gennem lovgivningen. I 1995 kommer lov om aftaleskemaer
og lov om forebyggende hjemmebesøg. I lov om aftaleskemaer fastsættes et
lovkrav om skriftlighed i visitationssituationen, således at tildelingen af hjemmehjælp
i fremtiden får karakter af en skriftlig afgørelse. I lov om forebyggende hjemmebesøg
forpligtes kommunerne til to årlige forebyggende hjemmebesøg til alle ældre over 75
år. I 1998 kommer lov om kvalitetsstandarder inden for ældreplejen. Heri forpligtes
kommunerne til at vedtage kvalitetsstandarder for de forskellige ydelser inden for
ældreplejen. Med lov om fl eksibel hjemmehjælp fra 2000 får brugerne mulighed
for at bytte ydelser inden for den vejledende tidsramme, der er fastsat i visiteringen.
I praksis medfører loven, at hjemmehjælperen, på visse betingelser, gerne må lave
noget andet, end det der er truffet afgørelse om i visitationen. I januar 2003 træder
lov om indførelse af frit leverandørvalg i kraft. Loven indeholder retningslinier for
8. Opdagelser og konklusioner 277