Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

med henblik på at fremme den form for individualisering, der kendetegnes ved frit
valg mellem forskellige leverandører.
De to love om fl eksibel hjemmehjælp og frit leverandørvalg er eksempler på, at
samtidig standardisering og individualisering ikke nødvendigvis er et paradoks, og at
der ligefrem kan være et symbiotisk forhold mellem de to tendenser. I tilfældet med
lov om fl eksibel hjemmehjælp fremførtes imidlertid visse reservationer i forhold til
lovens konkrete anvendelse, og vi skal her se, at de to tendensers sameksistens kan
føre til paradoksale situationer, og at disse kan føre til dilemmaer i hjemmehjælpernes
arbejde.
Lov om frit leverandørvalg har medført at de fl este kommuner har oprettet en
central visitationsenhed. Kombinationen af indførelsen af Fælles sprog og en klar
adskillelse af visitationen fra udførelsen af hjemmehjælpen har som konsekvens, at
visitationsafgørelsen får karakter af en forvaltningsafgørelse i traditionel forstand.
Denne forvaltningsafgørelse er det, som kommunen lover at levere til brugeren. Den
er således bindende for hjemmehjælperen og en målestok for, om arbejdet er udført
tilfredsstillende. Gennem visitationsafgørelsen sikres i princippet gennemskuelighed i
forhold til, hvem der har fået hvad og hvorfor, og kommunen kan dokumentere, hvilke
ydelser der leveres for skatteydernes penge. Men det kræver, at visitationsafgørelsen
følges til punkt og prikke af hjemmehjælperne i deres arbejde. I et sådant system er
der ikke meget plads til fl eksibilitet fra hjemmehjælperens side. Tilpasningen til den
ældre brugers unikke situation sker for det første gennem den individuelle visitationsafgørelse
og for det andet gennem muligheden for at skifte til en anden leverandør.
Men man fjerner en stor del af fl eksibiliteten fra den daglige ansigt-til-ansigt-relation
mellem hjemmehjælperen og brugeren. Enhver ændring af de ydelser, hjemmehjælperen
leverer, kræver godkendelse af visitationsenheden.
Der er i hvert fald to forhold, som modererer ovenstående system i retning af en
vis fl eksibilitet i selve ansigt-til-ansigt-relationen mellem bruger og hjemmehjælper.
Denne fl eksibilitet overlader et væsentligt skøn til den enkelte hjemmehjælper. Det
er for det første lov om fl eksibel hjemmehjælp, der er et eksempel på en anden måde
at forsøge at fremme individualisering. I stedet for at individualisering sikres gennem
individuelle visitationsafgørelser og frit valg ordninger, trækker lov om fl eksibel hjemmehjælp
i en anden retning. Her fremmes individualiseringen gennem en fastholdelse
af nogen fl eksibilitet i ansigt-til-ansigt-relationen. Brugeren kan fremsætte ønsker
om bytning af ydelser, som hjemmehjælperen kan vælge at efterfølge. For det andet
er ældre brugeres situation og behov noget, der er under stadig forandring. 16 Denne
forandring er hjemmehjælperne i mange tilfælde de nærmeste til at opdage. Hjemmehjælperne
er sandsynligvis den væsentligste kilde til vurdering af, om visiterede ydelser
til stadighed er i overensstemmelse med de ældres behov. Hvis hjemmehjælperen
vurderer, at dette ikke er tilfældet, forventes det, at hun/han tilpasser hjemmehjælpen
til det nye behov og efterfølgende får dette godkendt af visitationsenheden.
I denne balancegang mellem hurtig effektiv udførelse af visiterede opgaver, fl eksibel
tilpasning til individuelle ønsker og opmærksom vurdering af forandringer i den
4. Standardisering og individualisering – et paradoks? 141