Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

omkostningerne) har nogle konsekvenser for relationen mellem leverandørerne og
brugerne af offentlige ydelser. Relationen bliver forskellig fra relationen mellem en
kunde og en leverandør på et privat marked, hvor det er kunden, der betaler den fulde
pris. Dels må leverandøren rette sig efter de regler, som fastsættes af bestilleren og
betaleren af opgaven (i ældreplejen den kommunale bestillerorganisation) samtidig
med, at ydelsen søges tilpasset brugerens ønsker. Dels har brugeren, i kraft af ydelsens
pris, et incitament til at efterspørge relativt mere af ydelsen, end man ville have gjort,
hvis man skulle betale fuld pris for ydelsen.
Efter denne diagnosticering af nogle generelle kendetegn ved offentlige ydelser
gennemgås tre eksempler på nyere dansk lovgivning inden for hjemmeplejen med
udgangspunkt i et standardiserings- og et individualiserings perspektiv. Ved denne
gennemgang erindres der om, at lovgivning, som fremhævet i kapitel 1 og i afsnit
4.2 ovenfor, har en række kendetegn til fælles med standarder. De er begge eksplicit
formulerede regler, hvor forskellen er, at loves gyldighedsområde er geografi sk afgrænset,
mens standarder i princippet er formuleret som grænseoverskridende regler.
Når vi nedenfor drøfter tre lovkomplekser, indebærer disse således per defi nition en
indførelse af ensartede retningslinier, en slags standarder i ordets generelle betydning,
inden for hjemmeplejen.
4.4.1.2 Lov om kvalitetsstandarder på ældreområdet fra 1999
I denne lov fastsatte folketinget en bestemmelse om, at alle kommunalbestyrelser
skulle formulere kvalitetsstandarder for hjemmeplejen. Hensigten med loven var at
synliggøre, hvilket kvalitetsniveau kommunalbestyrelsen forpligtede sig på at levere
og dermed skabe klarhed om, hvilke krav brugerne retmæssigt kan stille til leverandøren.
Kommunerne skal i kvalitetsstandarden gøre rede for, hvilken kvalitet de
lover at levere. Der er derimod ikke tale om, at indholdet af disse kvalitetsstandarder
fastlægges i lovgivningen. Der sker således med loven en standardisering af det, der
skal træffes kommunale beslutninger om, men derimod ikke en standardisering af
det konkrete indhold af disse beslutninger. På indholdssiden af kvalitetsstandarderne
bevarer kommunerne en mulighed for at fastsætte det kvalitetsniveau, man lokalt
kan blive enige om.
Kvalitetsstandarderne er et led i en række love, der forsøger at præcisere relationerne
mellem myndighed, leverandør og bruger på ældreområdet. I dette tilfælde
er det kommunens forpligtelse til at varetage myndighedsopgaven, der præciseres.
Loven tydeliggør den tidligere understregning af, at individualiseringen af offentlige
ydelser sker inden for rammerne af nogle samfundsmæssigt fastsatte retningslinier.
Herved klargøres de overordnede rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat for,
hvilke retskrav brugerne kan gøre gældende.
4.4.1.3 Lov om fl eksibel hjemmehjælp fra 2000
Lov om fl eksibel hjemmehjælp er yderst interessant i denne sammenhæng. Med
vedtagelsen af loven i 2000 var hovedsigtet at styrke den ældres inddragelse i fastlæggelsen
af ydelsernes karakter. Brugerne af hjemmehjælp fi k mulighed for at bytte
138 Fælles sprog i ældreplejens organisering