Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

1. Juridisk ansvar over for afhængige
voksne – familien, staten eller uafklaret
(Millar & Warman 1996, 33-37)
2. Kvinders andel af den totale arbejdsstyrke
i procent 2003 (Verdensbanken)
Mexico n.a. *34,0
New Zealand n.a. 45,3
Polen n.a. 46,5
Schweiz n.a. 40,9
Slovakiet n.a. 47,6
Tjekkiet n.a. 47,2
Tyrkiet n.a. 38,4
Ungarn n.a. 44,8
USA n.a. 46,3
Gennemsnit 42,9
Note: Angivelsen af karakteren af det juridiske ansvar for de ældre er en kondenseret fremstilling,
hvor forskellige juridiske bestemmelser er forenklet i forhold til at afgøre, om ansvaret ligger hos familien,
staten eller ikke er klart defi neret. Tabellen bygger på Millar & Warmans analyse. Millar &
Warmans kategorier “forældre og børn” og “udbygget familie” er slået sammen til “familie”. Kategorien
“ikke noget klart statsansvar” er benævnt “uklart”. *Laveste %-andel. **Højeste %-andel. ***
England, Nordirland, Skotland, Wales.
Den formelle juridiske ansvarsplacering kan anskues som udtryk for forskellige normer
for statens og familiens rolle i samfundet, men den kan også have ganske håndfaste
konsekvenser for familiernes disponering af knappe ressourcer. Millar & Warman
(1996, 33-37) tegner i deres analyser et billede af, hvor det formelle juridiske ansvar
for voksne med behov for hjælp (herunder ældre) ligger i 16 europæiske lande.
At det er familiens ansvar betyder, at staten først tager over, når der ikke er en familie,
som kan løfte opgaven. Familiens forpligtigelse består i at betale for ældreplejen
og/eller i at levere den uformelle ældreomsorg selv. Hvorledes begrebet “familiens
ansvar” afgrænses varierer fra land til land. I Italien, Spanien og Portugal har dele
af familien ud over de ældres ægtefælle, voksne børn og forældre en forpligtelse. I
Belgien, Frankrig, Grækenland. Luxembourg, Tyskland og Østrig er det tilsvarende
ansvar primært gældende for de voksne børn. I Storbritannien og Irland er ansvaret
ikke defi neret som hverken familiens eller statens. Endelig er der en gruppe lande, hvor
ansvaret for de ældre eksplicit er defi neret som statens. Det drejer sig om Danmark,
Finland, Holland, Norge og Sverige. I Holland er forholdet lidt tvetydigt, men Millar
& Warman konkluderer, at realiteten er, at familien ikke tillægges noget ansvar.
Ægtefæller og partnere har dog i disse lande et vist ansvar.
Ved fortolkningen af ansvarsplaceringen må der tages det forbehold, at der kan
være forskel på den formelle formulering af ansvaret og det reelle ansvar, der tillægges
henholdsvis familierne og staten (Millar & Warman 1996, 33-37).
92 Fælles sprog i ældreplejens organisering