Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

Sådanne kvalitetsdimensioner kan diskuteres og stilles op på andre måder, 19 men
sammenfatningen giver et godt overblik over nogle centrale kvalitetsmål, som de
fl este vil være enige i, at den kommunale ældrepleje bør stræbe efter. Det centrale i
denne sammenhæng er at understrege, at en stor del af disse mål ikke kan formuleres
i Fælles sprog. Det er først og fremmest punkt 1 og 2a og 2b i kolonne A, der kan
formuleres i Fælles sprog.
Følgende tænkte eksempel kan illustrere, at Fælles sprog vanskeligt kan beskrive
disse mere kvalitative aspekter:
Tekstboks 5.4: Eksempel på systematiske “blinde pletter” i Fælles sprog
Eksempel på systematiske “blinde pletter” i Fælles sprog
Nøjagtigt de samme opgaver, beskrevet med begreberne i Fælles sprog, kan ofte udføres
på den samme tid med meget forskellige måder at forholde sig til den ældre bruger.
Mange hjemmehjælpere (sandsynligvis det store flertal) vil udføre dette arbejde med
“fleksibilitet”, “lydhørhed” og “indlevelse i brugerens situation”. Men nogle vil være
stressede, uvenlige og uopmærksomme og skynde sig at få arbejdet overstået (af og
til kan de fleste have en sådan dag). Den ældre modtager af hjemmehjælp vil opleve
kvaliteten af hjemmehjælpen meget forskelligt, men kontrakten er opfyldt. I mange
tilfælde vil der ikke være den store forskel i tidsforbrug.
Problemet ved Fælles sprog er, at det ikke synliggør denne store forskel i arbejdets
kvalitet. Fælles sprog synliggør, om de konkrete ydelser er udført, og om tidsrammen,
man har til at udføre dem, er overholdt.
Hvis Fælles sprog systemet ikke afbalanceres med andre systemer (frit valg, brugerevalueringer,
ledelsens opmærksomhed på god kvalitet, hjemmehjælpernes faglige
dialog og træning, etc.), så vil visitationsafgørelserne formuleret i Fælles sprog have
en tendens til at fortrænge de mere bløde uformelle aspekter, som vi også ønsker skal
kendetegne den kommunale ældrepleje.
Problemstillingen er formuleret på udmærket vis af konsulent Mette Vinther Poulsen
i publikationen om Fælles sprog II fra Kommunernes Landsforening:
“Omvendt kan klassifi kationen også blive uhensigtsmæssigt styrende, så
der ikke bliver plads til nuancer, der er svære at klassifi cere. Man kan minimere
risikoen ved til stadighed at refl ektere over, hvad klassifi kationen
omfatter, og hvad man må synliggøre på anden vis. Ved at være bevidst
om, hvad målet med klassifi kationen er og ikke mindst, hvordan den bruges
i praksis.” (2004, 9).
En negativ, utilsigtet bieffekt ved anvendelsen af Fælles sprog kan altså i nogle tilfælde
være en, også ud fra et ressourceperspektiv, unødvendig forringelse af ældreplejens
kvalitet.
176 Fælles sprog i ældreplejens organisering