Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

De øvrige aktørgrupper er medtaget i analysen, fordi de er helt centrale aktører i
ældreplejens organisering, om end de, med undtagelse af lokalpolitikerne, ikke har
det store kendskab til, og stort set ikke udtaler sig om, Fælles sprog. På baggrund af
disse aktørgruppers udtalelser i den offentlige debat, der foregår i aviser og tidsskrifter,
om ældreplejens organisering har vi rekonstrueret disse gruppers programteoretiske
vurderinger af Fælles sprog. På baggrund af disse analyser har vi udarbejdet et display
for hver af grupperne, der sammenfatter deres positioner i overskriftsform. Dette kan
opfattes som en slags interessentevaluering af Fælles sprog. I afsnit 7.5.2 nedenfor
sammenfatter og drøfter vi de væsentligste resultater fra disse analyser.
7.5.1 Sammenlignende analyse af visitatorernes, gruppeledernes og
socialdirektørernes programteoretiske positioner
Vi indledte dette kapitel med at konstatere, at kapitlet indeholder en bredt anlagt
interessentevaluering af Fælles sprog bestående af dels en brugerevaluering og dels
en evaluering fra en række andre centrale aktørgrupper.
I afsnit 7.1 til 7.3 har vi analyseret de programteoretiske vurderinger, som de tre
primære brugergrupper af Fælles sprog har udviklet. I dette afsnit sammenfattes brugerevalueringsdelen
med en sammenligning af ligheder og forskelle i de tre gruppers
vurderinger. Analysen belyser tre spørgsmål:
1 Hvilke programteoretiske vurderinger er gennemgående hos alle de tre brugergrupper?
2 Hvilke ulemper ved Fælles sprogs nuværende funktionsmåde fremhæves af alle
tre grupper?
3 Hvilke særlige forhold fremhæves af enkelte af de tre grupper, uden at det modsiges
af de andre?
7.5.1.1 Hvilke programteoretiske positioner er gennemgående hos alle de tre
brugergrupper?
Først og fremmest er visitatorer, gruppeledere og socialdirektører enige om, at Fælles
sprog, sammen med en række andre tiltag inden for ældreplejen, har betydet en væsentlig
standardisering af visitationsprocessen og afgørelsen, og at dette er et væsentligt
fremskridt, i forhold til hvordan det foregik før Fælles sprog. Der er i højere grad
en sammenhæng mellem det, behov brugerne har, og de ydelser, brugerne får. Der
er mindre person- og traditionsafhængige forskelle inden for den enkelte kommune
mellem de ydelser, brugeren får, og det behov, man, via funktionsvurderingen, kan
konstatere, at brugeren har. Derimod vurderes det, at der stadig er store mellemkommunale
forskelle.
For det andet er de tre grupper grundlæggende af den fælles opfattelse, at der er
en til tider vanskelig balancegang mellem minutiøs overholdelse af visitationsafgørelsens
løfter og fl eksibel tilpasning til varierende behov og ønsker. Der er således
enighed om, at man i ældreplejen bør efterstræbe at gøre begge dele. Opmærksomheden
på en balancegang mellem standardisering og individualisering, mellem effektiv
268 Fælles sprog i ældreplejens organisering