Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

ældreomsorg, i form af hjælp fra familie og venner, betyder i det pågældende land.
For det andet kan forskellene være udtryk for forskelle i de sorteringsmekanismer
(blandt andet visitationskriterier), der afgør, om man er berettiget til formel pleje. Med
andre ord forskellige kriterier for, hvor galt det skal stå til, før man er berettiget til
formel hjælp. For det tredje kan forskellene være udtryk for reelle forskelle i behov.
At nogle landes ældrebefolkninger i gennemsnit simpelthen er ved bedre helbred end
andre landes. Endelig kan, for det fjerde, en kombination af ovenstående forklaringer
tænkes. Hvorom alting er, viser tallene, at man ikke kan fastsætte en eller anden
“naturlig” andel af de +65-årige, der har behov for ældrepleje.
Endelig er det, for det sjette, interessant, om end mindre relevant i denne sammenhæng,
så stor forskel der er på omfanget af offentligt fi nansieret ældrepleje i
de angelsaksiske lande. Storbritannien (0,81 %) og Australien (0,76 %) bruger en
betydeligt større andel af BNP på offentligt fi nansieret ældrepleje end USA (0,05
%) og især New Zealand (0,004 %), der stort set intet bruger. Tabel 3.2 underbygger
således ikke umiddelbart forestillingen om eksistensen af en særlig angelsaksisk
markedsmodel på ældreområdet.
Sammenfattende må det fremhæves at, hvor analysen i afsnit 3.3.1 pegede på, at
OECD-landene står over for nogle ret ens udfordringer, hvad angår en stor og stigende
ældrebefolknings behov for ældreomsorg, viser analysen i dette afsnit, at der er store
forskelle på omfanget og måden, hvorpå disse behov imødekommes i ældreplejens
organisering. Generelt tegner analysen et billede af en relativt lille gruppe lande,
herunder de nordiske lande, med en omfattende offentligt fi nansieret ældrepleje. Det
indikerer, at forklaringen på omfanget af den formelle service ikke skal fi ndes i omfanget
af behov, men i forskellige valg og traditioner for, hvordan de ældres behov
skal imødekommes.
3.3.3 Forskelle i omfanget af den uformelle ældreomsorg
I afsnit 3.3.2 analyseredes omfanget og udbredelsen af ældreplejen (den formelle ældreomsorg).
For at kunne danne et billede af det samlede omfang af ældreomsorg er det
imidlertid væsentligt at inddrage den uformelle ældreomsorg. Ikke mindst fordi meget
tyder på, at omfanget af denne er ganske stor. Med uformel ældreomsorg tænkes på den
omsorg for de ældre, som udføres uden betaling og uden for formelle organisationer
med ældrepleje som opgave. Typisk vil udøveren være en fra den ældres familie eller
øvrige netværk – naboer og venner. De, som udøver mest uformel ældreomsorg, er
de ældres ægtefæller/partnere. Hvis der ikke er en ægtefælle/partner, eller denne ikke
har mulighed for at hjælpe, er det typisk de voksne børn, der træder til.
I det følgende analyseres den uformelle omsorgs omfang på følgende vis. For det
første gives en kortfattet oversigt over resultater fra forskning i den uformelle ældreomsorgs
omfang. For det andet sammenholdes disse resultater med to indikatorer
på uformel ældreomsorg: placeringen af det juridiske ansvar og kvindernes andel af
arbejdsstyrken. For det tredje analyseres problemstillinger knyttet til den dynamiske
relation mellem uformel ældreomsorg og formel ældreomsorg (ældrepleje).
3. En komparativ analyse af ældreomsorgens organisering 89