Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

nogle af de udgifter, der kan være forbundet med at have behov for hjælp (Rostgaard
& Fridberg 1998, 421-425).
I Holland er tildelingen af hjælp baseret på universel adgang. Der tildeles efter
behov, men ikke indkomst (Rostgaard & Fridberg 1998, 298). Visitationen udføres af
en repræsentant fra det regionale vurderingsråd (RIO). Når RIO-repræsentanten laver
vurderingen, skal vedkommende i udgangspunktet undlade at fokusere på, hvilken
uformel hjælp den ældre får fra andre. Andre i samme husholdning, hvis de er i familie
med en ældre, forventes dog at hjælpe til, og kriterierne for inddragelse af uformel
omsorg minder således om dem i den danske visitationsproces (Leichsenring & Alaszewski
2004, 432). Vurderingen er baseret på 7 funktioner: husholdningsassistance,
personlig pleje, sygepleje, støttende vejledning, aktivering/vejledning, behandling og
bolig (Leichsenring & Alaszewski 2004, 430). I Holland afhænger brugerbetaling af
husholdningens indkomst og sammensætning, samt hvor mange timers service der
leveres. Der er et nationalt loft over betaling per time, og hvor meget brugerbetalingen
må løbe op i på en uge (Rostgaard & Fridberg 1998, 301, 336).
Ingen af de anvendte kilder giver en sammenhængende fremstilling af visiteringskriterierne,
og hvad brugerbetalingen i Norge er afhængig af.
Ad 4-5) Hvem foretager visitationen, og hvad kendetegner processens form? I Danmark
foretages visitationen af sagsbehandlere (kaldet visitatorer), der primært har
en sygeplejefaglig baggrund. Disse er siden 2003 organiseret i centrale kommunale
visitationsenheder. Visitationsprocessen kan analytisk deles op i tre faser: forberedelse,
gennemførelse og efterbearbejdelse (se kapitel 6). Ved gennemførelsen mødes
visitator, hvis det er en førstegangsvisitation, med den ældre samt eventuelle pårørende
i den ældres eget hjem. Visitationen er således en sag mellem en visitator og
den enkelte ældre. Ved udskrivning fra et sygehus vil visitationens gennemførelse
dog ofte foregå ved en konference på sygehuset eller ved telefonisk og skriftlig kommunikation
mellem sygehus og visitator. Visitationens gennemførelse har til formål
at give visitator den fornødne indsigt i den ældres behov. Efterfølgende er der et
registrerings- og dokumentationsarbejde, som munder ud i en afgørelse. Afgørelsen
har stor betydning for arbejdstilrettelæggelsen i leverandørenhederne.
Et tilsvarende billede af visitationsprocessen har det ikke været muligt at dokumentere
for Holland og Norge. For Norges vedkommende er der dog analyser fra
to komparative casestudier. Blackman beskriver således tildelingen af hjemmepleje
i Danmark, England og Norge som steder, hvor hjemmehjælpen tildeles i én proces
frem for fl ere forskellige processer. Der er her en skriftlig afgørelse, som er offentligt
tilgængelig (2000, 185). Mia Vabø beskriver, i et casestudie fra hovedstæderne i Danmark,
Finland, Norge og Sverige, tildelingen af hjemmepleje som noget, der foregår
ved et formelt hjemmebesøg hos den ældre og en opfølgning bagefter (Szebehely
2003, 63-87). Det nævnes også, at der blev brugt skriftlige afgørelser i casestudierne
fra Oslo, Helsingfors, København og Stockholm (Szebehely 2003, 69).
I England bliver en vurdering om behov for hjælp foretaget, hvis den ældre eller
vedkommendes plejer beder om det. Vurderinger foretages af de lokale myndigheder
3. En komparativ analyse af ældreomsorgens organisering 113