Fælles sprog i ældreplejens organisering - Servicestyrelsen

lande fi nansierer staten mellem 80 og 90 % af hjemmeplejen, mens de resterende 10-
20 % fi nansieres via brugerbetaling. Altså en kombination af stat og marked. Hvad
angår organisering, er det her, man ser den mindste variation, hvilket blandt andet
hænger sammen med, at organisering afgrænses snævert til en myndighedsopgave.
Staten alene varetager tildelingen af og kontrollen med hjemmeplejen i 13 af de 16
undersøgte lande.
Ser man bort fra Grækenland spiller staten således en stor rolle med hensyn til
såvel fi nansiering som organisering i de 16 undersøgte lande. Hvad angår levering
er billedet imidlertid anderledes broget. Her ser man den største variation i de tre
sektorers involvering. Seks af de syv mulige kombinationer forekommer i de 16
europæiske lande. Kun den rendyrkede markedsmodel, hvor al hjemmepleje leveres
af private markedsleverandører, forekommer ikke i nogen af de 16 lande. Men
ellers er variationen stor. I et land som Holland, der ellers på mange måder ligner
Skandinavien, spiller kirkelige og humanitære nonprofi torganisationer en stor rolle,
mens staten (kommunerne) ikke er involveret. I England er alle tre typer leverandører
på spil. Man skal imidlertid være opmærksom på, at de forskellige typer
leverandører i mange tilfælde ikke er udtryk for en bedre exit-mulighed (Hirschman
1970) for brugerne. Ofte er der kun en leverandør i lokalområdet – hvad enten det
nu er en nonprofi torganisation, en kommunal leverandør eller en privat virksomhed.
Vi har i dette afsnit bevæget os fra analyser af ældreomsorgens organisering på et
overordnet samfundsmæssigt niveau til analyser af den funktionelle arbejdsdeling om
produktionen af ældrepleje mellem sektorer i samfundet. Vi vil i de følgende afsnit
gå nærmere ind i en sammenligning af ældreplejens organisering og levering på et
mere konkret organisatorisk niveau. Ved denne bevægelse fra det generelle til det
specifi kke fortsættes indsnævringen af tragten, idet vi i afsnit 3.4 går ind i en nærmere
analyse af ældreplejens organisering i seks af de 16 europæiske lande, vi har behandlet
ovenfor, mens vi i afsnit 3.5 yderligere indsnævrer analysen til en sammenligning af
tre af landene på specifi kke dimensioner.
Afgrænsningen til seks lande er sket med udgangspunkt i analyserne i dette
afsnit. Vi har valgt at sammenligne ældreplejens organisering i Danmark med dens
organisering i Norge, Sverige og Finland samt med Holland og England. Udvælgelsen
er sket ud fra en kombination af “mest ens” og “mest forskellig” overvejelser (se
tabel 3.5). Helt overordnet har vi valgt nordeuropæiske lande ud fra en “mest ens”
betragtning, fordi både denne og mange andre komparative undersøgelser tyder på
klare forskelle mellem Nord- og Sydeuropa, hvad angår fi nansiering, organisering
og levering af ældrepleje. Hvis vi ønskede at vælge det europæiske land, der er mest
forskelligt fra Danmark med hensyn til ældreomsorg, skulle vi uden tvivl have valgt
Grækenland. Men Fælles sprog er ikke et system, der egner sig til uformel ældreomsorg.
Det er et system, der egner sig til formelle organisationer, med personale
der er uddannet til og arbejder professionelt med ældrepleje. De nordiske lande
ligner hinanden meget her. De har alle en kraftig statslig involvering, men de er også
104 Fælles sprog i ældreplejens organisering