Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

teringen nordover. Med andre ord:Tyskland har været katalysator for det
nordiske samarbejdes skabelse og udvikling.Herved fremmedes det allerede
eksisterende skandinaviske sprog- og kulturfællesskab. 2 Mellem de nordiske
lande har man gradvis turdet „sænke paraderne“. Danmark har metaforisk
såvel Tyskland som Sverige „til bords“ (Mouritzen, 1999: 112-115); men
siden midten af det 19. århundrede har vi vendt ryggen tilTyskland.Samtalen
føres med „Norden“ – i nogen grad en eufemisme for Sverige. Dette er
Danmarks „special relationship“. 3
I tillæg til denne nære transnationalisering har vi i de senere år fået den
„meget nære“, der angår en geografisk del af Danmark:Øresundsregionen
med den faste forbindelse (indviet 2000) og region Sønderjylland/Schleswig
(fra 1997). I slutningen af kapitlet analyserer vi disse to eksempler på
transnationalisering,hvor det nære kommer (endnu) nærmere. I hvor stor
udstrækning har de deres egen dynamik,uafhængig af de tidligere niveauer?
Mens globaliseringen har været drevet frem teknologisk og af favorable
politiske rammevilkår, og mens europæiseringens dynamik har været politisk-institutionel
(EU), har den nordisk/skandinaviske dynamik i høj grad
været idébaseret. I modsætning til EU, og i lighed med globaliseringen, har
den nordiske dynamik været ledsaget af svage politiske institutioner.Disse er
et produkt af skandinavismen og dens idégrundlag, snarere end omvendt.
Om ikke andet fremgår det af tidsrækkefølgen; institutionerne etableredes
først efter anden verdenskrig. 4
Den idébaserede dynamik indebærer en diffusion af idéer mellem landene,
især fra Sverige til henholdsvis Finland, Norge og Danmark. 5 Ved transnational
diffusion forstås her den proces, hvorved innovationer – nye idéer
– spredes på tværs af politiske grænser (jf. Karvonen, 1981: 7).Ved en diffusion
bearbejdes idéen mere eller mindre til modtagerlandets kontekst (Czarniawska
& Sevóns, 1996).
Ved beslutning om nye politiske initiativer i f.eks. Danmark legitimerer
politikerne dem over for hinanden og befolkningen ved at referere til „de
lande, vi normalt sammenligner os med“ – efter devisen „so ein Ding
müssen wir auch haben“.
Kilden til sådanne oplysninger er ofte en rapport fra en international
organisation som FN eller OECD (ibid.) Man henviser naturligvis fortrinsvis
til lande,der har valgt i store træk samme samfundsmodel som Danmark,
er et par skridt foran os på området og nyder en vis agtelse i den danske
opinion:
101