Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

over egne subaktører), det være sig omkringliggende stater eller dens egne
medlemsstater. Dette betyder, at EU – om end sjældent bevidst – kan skabe
splid i de enkelte stater mellem grupper, der har fordel af medlemskab, og
grupper,der ikke har.EU’s officielle ideologi er på lang sigt „Europas Forenede
Stater“.På den anden side:EU er selv en aktør med uhyre lav selvkontrol,sin
magtstatus til trods.En nationalstat,der entrerer med EU,kan spille forskellige
medlemsstater ud mod hinanden, regeringer mod deres hjemlige „bagland“,
formandskabet mod Kommissionen, Parlamentet mod medlemsstaterne,
eller sågar Kommissionen mod sig selv. Det sidste kan lade sig gøre i
kraft af Kommissionens meget heterogene sammensætning.Kommissærer
kan spilles ud mod hinanden,deres kabinetter mod generaldirektoraterne
eller generaldirektorater mod hinanden.Med denne uhyre lave selvkontrol
turde det være klart,at EU er et eldorado for lobbyister,de være sig statslige
eller private.Kommissionen selv har faktisk en interesse i at blive „lobbyet“:
det giver information og legitimitet („vi har faktisk talt med parterne“),og
eurolobby fremmer europæisk identitet og integration.
I den udbredte „perception of centralization“ (os versus dem), som i den
danske politiske kultur bl.a.hersker i forhold til EU („dem nede i Bruxelles“),tillægges
EU en høj selvkontrol – næsten som en stat,en gammeldags
stormagt.EU er trådt i „tyskens“ sted.Set i dette lys er det kun rationelt,at
også Danmark tilstræber høj selvkontrol,dvs.taler med én stemme og i det
hele taget gebærder sig,som gjaldt det udenrigspolitik.Holdningen er, at
den udfordring til dansk selvkontrol,som EU notorisk udgør,nødvendiggør
en strategi,der prøver at begrænse Danmarks tab af selvkontrol.Dansk central
koordination bliver et must.
Den modsatte tankegang, som fremføres her, siger, at dansk selvkontrol
alligevel er så undermineret, at det mest rationelle er at bruge knappe ressourcer
på at udnytte EU’s lave selvkontrol.I erkendelse af at indflydelse ligger
på et tidligt tidspunkt i de politiske processer (Gardner, 1991),gælder det
om at bruge merparten af de danske ressourcer her – i stedet for til koordinerende
formål, der som oftest vil være overflødig perfektionisme. Med 15
medlemslande – snart flere – er det begrænset, hvor mange der interesserer
sig specielt for Danmark og har tid til at udnytte eventuelle danske blottelser.
Både lobbyvirksomhed og koordination er i sig selv fornuftige forehavender.
Men de administrative og parlamentariske ressourcer hertil – i form af
tid,mandskab og netværk – er ikke uudtømmelige,men tages fra det samme
„bassin“. Derfor må der prioriteres. Og argumentet er her, at koordinatio-
266