Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Som den danske EF-beslutningsproces blev fastlagt efter folkeafstemningen
i 1972, skulle Folketinget – i skikkelse af Markedsudvalget (det nuværende
Europa-udvalg) – give mandat til regeringens forhandlingsstrategi i Rådet.
Dette i modsætning til hvad der gjaldt (og gælder) i udenrigspolitikken,der
er regeringens („kongens“) prærogativ. Denne mandatering blev ifølge
udenrigsminister K.B.Andersen arrangeret under hensyntagen til befolkningens
EF-skepsis,som den var kommet til udtryk i 1972-afstemningen og
den forudgående kampagne (Nedergaard, 2000: kapitel 21; i 30). Med den
europæiseringsskepsis,der fortsat råder i befolkningen,er det livsnødvendigt
for enhver regering at have en „forsikringspolice“ i form af mandateringen i
EUU,Europa-udvalget (Estrup, 2001: 70).
Men Danmark skulle alligevel tale med én stemme – ganske som idealet
er i udenrigspolitik. Udenrigsministeriet – symboliserende „udenrigspolitik“
– skulle samordne forskellige sektorområder med henblik på at identificere
„danske helhedsinteresser“, 6 inden Folketinget kom på banen. Dvs.
europæiseringens stofområde, traditionel indenrigspolitik,var i denne henseende
blevet udenrigspolitiseret.
Samlet var beslutningsprocessen, som den blev fastlagt i 1972, en blandingsform
– hybrid – mellem almindelig politik og udenrigspolitik (Estrup,
2001: 70).I spørgsmålet om mandatering var den næsten som almindelig
politik;vedrørende koordinering var den som udenrigspolitik.
Efterfølgende ændringer har været inkrementelle (Nedergaard, 2000:
kapitel 21, i 30;Riis & Zepernick, 2000: 6-7).Tendensen synes at være gået i
retning af,at koordinationen – og dermed at Danmark taler med én stemme
– i dag er så stærk som nogensinde;imidlertid synes „stemmen“ ikke at være
så UM-domineret (Udenrigsministeriet) som tidligere. UM synes at have
tabt afgørende terræn i forbindelse med regeringsskiftet i januar 1993 (i 12,i
17). 7 For det første har UM tabt lidt af sin koordinering til Statsministeriet/statsministeren.
Set fra neutralt hold har dette betydet en vis indbyrdes
rivalisering (i 9,i 10),til skade for danske interesser.Rivaliseringen medfører
undertiden:
… uklarhed om, hvem der varetager opgaverne, og der kan man godt risikere,
at UM og SM (Statsministeriet, vor bemærkning) er i gang med at
løse den samme opgave med lidt forskellige perspektiver. Så kan man
godt herovrefra blive i tvivl om, hvad der er den rigtige vinkel på den sag
(i 10).
175