Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

havde grebet ind.Spanien havde – blandt andet gennem arbejdet i komiteerne
– fået Kommissionen som en stærk allieret i sit forsøg på at stoppe de
ulovlige blokader.
Kommissionen fremsendte således et forslag i november 1997 om „indførelse
af en interventionsmekanisme med henblik på at bringe bestemte handelshindringer
til ophør“. Forslaget aktiverede den danske EU-procedure,
og sagen forankredes i Erhvervsministeriet, der er fagministerium for sager
om det indre marked.Sagen udpegedes straks fra dansk side som en muligvis
meget kontroversiel sag.For det første var forslaget potentielt i strid med
dansk praksis på arbejdsmarkedet.Forslaget åbnede nemlig mulighed for, at
Kommissionen kunne gribe ind over for det danske aftalesystem og dermed
underminere den danske tradition for, at arbejdsmarkedets parter har
udstrakt autonomi til at fastlægge løn- og arbejdsbetingelser.Kommissionen
søgte at tiltage sig kompetence, der kan desavouere den praksis,Arbejdsretten
og de ordinære domstole opretholder på området. Desuden kunne
Kommissionens forslag tolkes som et forsøg på at udvide Kommissionens
råderum i forhold til artikel 169 og 170. Forslaget indebar nemlig,at Kommissionen
fik mulighed for at pålægge den enkelte medlemsstat „… at træffe
de fornødne foranstaltninger til at skaffe åbenbare og umiskendelige hindringer
af den fri bevægelighed af vejen“. Kommissionens argument var, at
det ville være muligt at effektivisere den langsommelige proces,der kendetegner
proceduren for traktatbrud i forhold til artikel 169/170. Med
udgangspunkt i artikel 93 mente Kommissionen at kunne træffe en beslutning
med „… umiddelbar retsvirkning for borgerne i forhold til det nationale
retssystem“ mindre end en måned efter,at hindringen er konstateret.
Selvom Kommissionen fremhævede,at beføjelsen ville være begrænset til
„… bestemte handelshindringer,som fordrer et hurtigt indgreb“ (Kom (97)
619), 17 hævedes de danske parader. Der var ikke megen tvivl for de sagsansvarlige
i Erhvervsministeriet om,at sagen potentielt var endog meget kontroversiel.
Der indledtes en række konsultationer med de berørte organisationer,der
ikke overraskende afslørede,at disse i særlig grad havde øje for de
mulige konflikter med det danske aftalesystem. Fra lønmodtagerside fremkom
skarpe afvisninger af enhver form for indgriben over for „… lovlige
kollektive kampskridt“, mens der fra arbejdsgiverside lidt mere afdæmpet
henstilledes til at „… få præciseret retten til at udøve fundamentale rettigheder
i form af kollektive kampskridt“. 18 På grund af organisationernes skarpe
reaktioner blev sagen også taget op i medierne. I pressen kædedes forslaget
fejlagtigt sammen med en lastbilstrejke i Frankrig, hvilket skærpede
183