Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

„verdensfredens“ tjeneste, som et fremtidigt sikkerhedsfællesskab, der skal
etableres på tværs af de snævre nationale interesser, der tidligere har splittet
befolkninger i århundreders rivalisering og blodige stridigheder. 9
I betragtning af at traktaten vedrører noget så prosaisk som reguleringen af
medlemslandenes kul- og stålindustri, forekommer den højstemte patos
måske en kende pudsig.Logikken er ikke desto mindre klar: EKSF-traktaten
er blot det første lille skridt på vejen mod realiseringen af et fællesskab,
der delvist allerede eksisterer qua Europas historie.Europa er med andre ord
allerede et uafvendeligt skæbnefællesskab, der eksisterer, hvad enten de europæiske
nationer vil det eller ej.Et skæbnefællesskab postulerer grundlæggende
en eksistentiel forbundenhed mellem de europæiske nationer. Denne eksistentielle
forbundenhed er selvfølgelig først og fremmest knyttet til anden verdenskrig
som den umiddelbare baggrund og i et længere perspektiv til Europas
krigsmartrede historie. En væsentlig dimension ved Europa som et
transnationalt skæbnefællesskab – men ikke den eneste – er således,hvad der
aktuelt sammenfattes under karakteristikken af EU som et „fredens projekt“,et
sikkerhedsfællesskab.
Denne måde at legitimere det europæiske projekt på kan genfindes andre
steder end blot i den oprindelige EKSF-traktat.Desuden følger et spor af
institutionsdannelse i kølvandet på disse legitimeringer.Det kan selvfølgelig
ikke blive til en omfattende historisk analyse her; men det er dog muligt at
skitsere nogle faser i de 50 års europæisering,der følger EKSF-traktaten.
Disse faser viser på ingen måde en udvikling med stormskridt frem mod det
transnationale fællesskab.Dette er dog vedblivende ledestjernen for det europæiske
projekt,der – om end med kravlen,vaklen og tilbageslag – bevæger
sig fremad mod det fællesskab, som EKSF-traktatens præambel så grandiost
introducerer.Lad os se på de væsentligste frem- og tilbageskridt i denne proces.
FREM OG TILBA GE, FREM OG MERE FREM?
EUROPÆISERINGENS FIRE F ASER
Af pragmatiske grunde omfatter denne tekst som sagt kun det europæiske
samarbejde i tiden efter anden verdenskrig, hvor europæiseringen tager
form, først som „EF’isering“ og senere „EU’isering“. Dette samarbejde
falder i fire faser: de første og relativt succesfulde år (1951-1973), kriseårene
(1974-1985), revitaliseringen af fællesskabet gennem det indre marked
(1986-1992) og unionsperioden (1993 og frem), der indebærer både af-
80