Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

flertals ønsker? Og hvad med EU’s regelværk,som Danmark ganske vist har
aktier i,men hvis hele legalistiske filosofi („juristeri“ ville nogen sige) ligger
fjernt fra den danske tradition (von Sydow, 1999: 161-185)? 26
Problemet bliver endnu mere akut,hvis vi oven i dette inddrager danskernes
(ubevidst) fundamentalistiske udgave af protestantismen.I denne ligger
en modvilje mod gerningsretfærdighed („farisæisme“) og anden „moralisme“;vores
moral er et privat anliggende mellem den enkelte og Gud.Sognepræsten
Søren Krarup (MF for Dansk Folkeparti fra 2001) og den teologiske
bevægelse Tidehverv repræsenterer denne opfattelse i ekstrem og rendyrket
form (Krarup, 2000).Krarups opfattelse medfører en konsekvent nihilisme i
verdslige anliggender, idet enhver form for offentlig moral og etik,der er
uafhængig af gældende ret,betragtes som ugyldig – og typisk som hyklerisk.
Det bør naturligvis huskes, at Tidehverv er en smal teologisk retning, og at
opfattelsen i dansk politisk kultur -„danskernes opfattelse“- er langt mere
modificeret og amorf. Søren Krarup repræsenterer et yderpunkt i det danske
spektrum, men belyser alligevel opfattelsen i sin „rene“ form ud fra
devisen:„overdrivelse fremmer forståelsen“.Opfattelsen er beslægtet med
retspositivismen hos Alf Ross:der er ingen „ret“ uden for gældende ret.Krarups
opfattelse har sin force i det negative: den er velegnet til at skyde forskellige
„hellige“ projekter ned (nazisme,kommunisme og humanisme bliver
slået i hartkorn som „ideologiske“); man skal ikke „spille hellig“, „gøre
sig til“ på vegne af f.eks.menneskerettigheder. 27 Opfattelsen er som skræddersyet
til dansk blaserthed over for nymodens tiltag og til den lige så danske
jantelov (Borish, 1991):„der er ingen,der skal svinge sig op på ideologiske
principper og tro, han er noget“; „der er ingen, der skal komme her og lære
os noget“ (jf. også analogien mellem Danmark og et landsbysamfund i
Dronningens nytårstale 2000). Derfor har ideologiske systemer aldrig slået
rod i Danmark.Og den danske politiske kultur vil gerne have sig frabedt løftede
pegefingre fra andre,herunder politisk korrekthed (Bernth & Esmann,
2000: 10, 26, 79). Synonymerne er lagret i det danske sprog: „moralske
opstød“, „snerpethed“, „intolerance“, „smagsdommeri“ osv.; det sidste
gjorde statsminister Fogh Rasmussen til sit i sin nytårstale 2002. Skulle den
danske fremmedskepsis på et tidspunkt komme på den internationale anklagebænk
(f.eks. i medfør af Nicetraktaten, artikel 7 EU), kan man næppe forvente
nogen brødebetynget dansk reaktion – tværtimod! Det Danske Center
for Menneskerettigheder noterer allerede på nuværende tidspunkt en refleksmæssig
afvisning af enhver udenlandsk kritik af menneskerettighedsforhold
i Danmark 28 (indlæg i britisk presse ser dog ud til at blive taget alvorligt 29 ).
262