Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

noter
1 Om skandinavismens oprindelse som andet og mere end skåltaler, jf. Hvidt (1994).
Her gives et indtryk af dens mangfoldige netværk og praktiske resultater, f.eks.
møntunionen (!) fra 1875.Tesen i nævnte artikel er, at skandinavismen – modsat den
almindelige antagelse om et „sort hul“ – får en opblomstring efter nederlaget i
1864.Vel at mærke ikke som politisk projekt,men decentralt,som græsrodsbevægelse.
2 En lille indikator herpå – vigtig i sin symbolik – var ændringen i dansk retskrivning
fra gotiske til latinske bogstaver, fra aa til å og at stave navneord med småt.Alle tre
ændringer gik i „svensk“ retning og imod den tyskprægede danske retskrivning, en
arv fra helstaten (Hvidt, 1994: 299). Ændringerne praktiseredes i grundtvigianske
og liberale kredse allerede i 1870’erne, om end de først blev „legaliseret“ efter
anden verdenskrig.
3 Det er naturligvis ingen naturlov, at denne form for relation udgør en „naboisering“.
Især for stormagter kan det være anderledes, jf. f.eks. Storbritanniens „special
relationship“ med Commonwealthlandene.
4 På EF-plan er det omvendt (jf. kapitel 3): først stærke institutioner (1957), dernæst
en gradvis transnationalisering. På det „meget nære“ plan synes dynamikken
hovedsagelig at være politisk-økonomisk, jf. nedenfor.
5 Jf. Sundelius (1978: 106), Karvonen (1981) eller Sahlin-Andersson (2001: 49-50).
6 I en studie af New Public Management og dens diffusion mellem lande fremhæver
Sahlin-Andersson (2001: 49) sprog- og kulturligheder som diffusionsfremmende –
såvel som vane (= at senderlandet er blevet efterlignet tidligere). Jf. også Larsen
(2001: 181): „Forutgående kjennskap til og utstrakt kontakt med enheter i de andre
nordiske lands forvaltninger gjør det følgelig nærliggende å hente forbilder eller
ideer om hvordan virksomheten skal drives fra disse“.
7 En stor del af diffusionen formidles gennem EU’s institutionelle maskineri. Her er
fokus imidlertid på dens oprindelseslande. Der ses bort fra Færøerne og Grønland i
opgørelsen, da vi kun medtager folkeretsligt selvstændige lande/stater.
8 Jf. også tabel 6.10 (ibid.: 182), der viser, hvilke lande forvaltningsenhederne oftest
henter forbilleder fra.
9 Om begrebet foregangsland og Danmarks muligheder som sådant, jf. afsnittet
„Danmark som foregangsland?“ i kapitel 6.
10 Helt så let som det lyder er det dog ikke. Der er det kildeproblem, især for historisk
diffusion, at diffusion normalt ikke er noget, politikerne skilter med bagefter. Det
lyder bedre at sige „det var noget, vi selv fandt på“, frem for at vi bare efterlignede
et bestemt udenlandsk forbillede. Det vidner om større dristighed og fantasifuldhed.
Derfor må man som analytiker – hvis man vil sandsynliggøre diffusion – som
regel gå tilbage til samtidens kilder og se, hvordan forslaget blev legitimeret af dets
tilhængere.
11 Eller rettere sagt forhaling, for at udtrykke det direkte (i 23). Kommissionen spillede
på, at den ophidsede stemning umiddelbart efter besættelsen gradvist ville kølnes
– hvilket også skete.
12 Det er ikke klargjort, om der er foregået konkrete drøftelser mellem radikale politikere
og deres svenske kolleger.
122