Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

mer, som hurtigt skulle resultere i, at EU’s høje landbrugspriser blev nedbragt
til verdensmarkedsniveau. Dette ville indebære en hurtig afvikling af
EU’s eksportsubsidier og prisstøtteordninger.Hermed kunne der bl.a.lettere
gøres plads til optagelsen af de central- og østeuropæiske lande i EU. Dette
skyldtes dels,at budgetpresset ville blive lempet,dels at EU’s overskudsproblemer
med produktionen af landbrugsvarer ville forsvinde, når landbrugspolitikken
endelig kom til at hvile på markedsmæssige principper.Eftersom
det danske landbrug ifølge internationale standarder er meget effektivt,
mente de danske landbrugsorganisationer, at Danmark ikke ville få de store
problemer med at klare sig på verdensmarkedet,når EU’s landbrugspolitik
blev fuldstændigt liberaliseret. En række medlemsstater med primært mindre
effektive landbrug – herunder især Frankrig og en række sydeuropæiske
lande – modsatte sig imidlertid radikale reformer af landbrugspolitikken,og
derfor resulterede den såkaldte Berlin-reform fra 1999 kun i beskedne reformer.
Disse reformer afstak parametrene for EU’s forhandlingslinje iWTO-forhandlingerne.
På landbrugsområdet skulle den kommende handelsrunde
ifølge EU holde sig inden for de reformer, som EU af egen drift havde
besluttet at gennemføre med Berlin-reformen.Hvis handelsrunden resulterede
i en aftale, som gik længere end EU’s reformer, ville EU nemlig blive
tvunget til at genåbne sine interne forhandlinger om reformer af landbrugspolitikken.
USA og Canada og en lang række landbrugseksporterende industri- og
udviklingslande tillagde imidlertid landbrugsforhandlingerne topprioritet i
den kommende handelsrunde, og de fokuserede her blindt på EU’s landbrugspolitik,som
den mest handels- og produktionsforvridende i verden.
F.eks. står EU for ikke mindre end 90 pct. af den eksportstøtte, der bliver
givet til landmændene i WTO. For et stort flertal af WTO’s medlemmer var
det derfor afgørende,at handelsforhandlingerne mundede ud i en aftale om
en total afvikling af eksportsubsidier samt substantielle reduktioner af de
indenlandske prisstøtteordninger. Et stortWTO-flertal ønskede sågar også,
at EU’s såkaldte „direkte indkomststøtte“ (kompensationsbetalingerne til
landmændene for reduktioner af landbrugspriserne) blev omfattet af reduktionsforpligtelser.Hvis
dette blev resultatet af forhandlingerne i handelsrunden,ville
det ikke blot tvinge EU til at genåbne sine interne forhandlinger,
men også udstikke nogle helt klare parametre for disse forhandlinger: det
ville indebære en total omlæggelse af EU’s landbrugspolitik i sin hidtidige
form,hvilket ville medføre et fundamentalt opgør mellem de liberale og
140