Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

favorable status quo i verden,dvs.praktiserer en art global socialkonservatisme
(„gi’ for at bevare“). Ud fra teorien om at det er fattigdom,der fører til
revolution,krige og deraf følgende flygtningestrømme og indvandringspres
– også mod Danmark – arbejder Danmark for at bekæmpe verdens fattigdom
og derved også menneskeglobaliseringen og dens pres mod bl.a.Danmark.Opinionsmålinger
viser, at frygten for flygtningepres mod Danmark
er et væsentligt incitament bag befolkningens støtte til ulandsbistanden. 78
Hidtil har et sådant muligt motiv ikke givet sig udslag i bistandens landefordeling;
i så fald skulle langt mere støtte være ydet til f.eks.Afghanistan eller
Somalia.VK-regeringen har imidlertid i EU bakket op om et spansk-britisk
initiativ,der vil bruge EU-bistanden som sanktion over for „flygtningeproducerende“
lande (Olsen,2003);ligeledes er der på finansloven for 2003 afsat
et beløb, der skal bistå flygtninge i konflikternes „nærområder“ og derved
formentlig bidrage til at hindre flugt/migration over længere afstande. Så
måske er vi på vej mod en dansk socialkonservatisme på globalt plan (uden
at der dog er grund til at fornægte altruistiske eller andre bevæggrunde til
bistanden).Vedrørende det,som virkelig ville ændre status quo til fordel for
udviklingslandene – nemlig en liberalistisk EU-handelspolitik iWTO, der
giver ulandene adgang for deres landbrugsvarer til det europæiske marked
– er Danmark som nævnt ikke foregangsland.Det er vor principielle politik,
men vi holder lav profil.
– arbejdsmarkedspolitikken. Her er man i 1990’erne begyndt at tale om en
„dansk model“, som imidlertid er svær at skelne fra den tidligere nordiske
model.Den danske økonomis succes i 1990’erne (f.eks.den positive beskæftigelsesudvikling
under SR-regeringen), som har fået ros i EU, OECD og
ILO, kombineret med den svenske og finske økonomiske nedtur i de første
år af 1990’erne,har formodentlig foranlediget dette navneskift.Men betydningen
er stort set den samme: enhedsfagbevægelsen, den høje organisationsprocent,
kollektive overenskomster, forligsinstitution, inddragelse af
arbejdsmarkedets parter i alle spørgsmål vedrørende arbejdsforhold,et system
af arbejdsmarkedsuddannelser, prioritering af arbejdsløshedsbekæmpelse,
„ansvarlighed“(f.eks. løntilbageholdenhed) hos parterne osv. Med lidt god
vilje adskiller Danmark sig ved større mobilitet på arbejdsmarkedet end de
øvrige nordiske lande, formentlig på grund af en anden virksomhedsstruktur
med mange små og mellemstore virksomheder og mindre formel jobtryghed
end i Sverige (Kongshøj Madsen, 1998). 79
228