Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

protektionistiske EU-lande – og det på et tidspunkt hvor EU stod over for at
skulle optage de central- og østeuropæiske lande. I værste fald ville WTOforhandlingerne
sætte EU’s østudvidelse i stå.
I WTO havde USA og de landbrugseksporterende lande (den såkaldte
Cairns-gruppe) i forvejen meget gode politiske kort på hånden:for det første
kunne de henvise til målsætningen iWTO’s landbrugsaftale (artikel 20),
hvori der står, at målsætningerne med de fremtidige forhandlinger er substantielle
og progressive reduktioner af told og landbrugsstøtte, som skal
resultere i en „fundamental reform“ af medlemmernes landbrugspolitik.
Denne aftale havde USA og Cairns-gruppen presset EU til at indgå under
den seneste handelsrunde, Uruguay-runden,der fandt sted mellem 1986 og
1993. For det andet var de liberaliseringer (toldreduktioner og afvikling af
landbrugsstøtte),som WTO-medlemmerne havde forpligtet sig til at gennemføre
efter Uruguay-runden,meget beskedne.Det var den pris,som EU
stillede for at indgå den radikale aftale.Efter implementeringen af Uruguayrunden
var der ikke længere nogen vej udenom for EU:USA og Cairnsgruppen
krævede radikale liberaliseringer, som kunne kompensere for de
manglende fremskridt, der var blevet gjort efter Uruguay-runden. Europakommissionen
havde allerede forud for de interne landbrugsforhandlinger i
1999 anmodet EU’s medlemsstater om at beslutte tilstrækkeligt omfattende
landbrugsreformer, da EU’s politiske manøvrerum ellers ville blive undermineret
i WTO-forhandlingerne. Så sent som i januar 1999 advarede EU’s
handelskommissær Leon Brittan om,at beskedne reformer af EU’s landbrugspolitik
kunne resultere i en gentagelse af handlingsforløbet under
Uruguay-runden, hvor „EU mistede initiativet fra dag et, [hvor] det konstant
var i defensiven,og blev beskyldt for at forhale afslutningen af handelsrunden“.
EU’s landbrugsministre og regeringschefer overhørte imidlertid Kommissions
advarsler, og derfor blev EU allerede fra marts 1999 tvunget ud i
en defensiv WTO-strategi. Denne gik på den ene side ud på, at WTO’s
landbrugsforhandlinger ikke resulterede i mere vidtgående liberaliseringer,
end Berlin-reformen lagde op til, og på den anden side, at EU skulle tage
sig dyrt betalt for de (beskedne) liberaliseringsforpligtelser, som ville blive
resultatet afWTO-forhandlingerne. EU skulle således kræve kompensation
via en markant forbedring afWTO’s miljøregler (især stadfæstelse af forsigtighedsprincippet),
udformning af WTO-regler for konkurrence- og investeringspolitik,
indførelsen af arbejdstagerrettigheder på WTO’s dagsorden
osv.
141