Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

handlere (såvel private hjemme i dagligstuen som institutionelle) gennemføre
transaktioner i løbet af sekunder overalt i verden.Og markedet har på
grund af tidsforskellene i praksis åbent 24 timer i døgnet.Ved hjælp af
nyhedsskærme,der med internettets udbredelse i 1990’erne nu også er blevet
tilgængelige for private,kan man løbende holde sig ajour med alle relevante
(og mindre relevante) økonomiske og politiske nyheder, efterhånden som
de indløber.Kapitalbevægelserne er i dag langt overvejende kortsigtede,ligesom
den ny informationsteknologi har skabt grundlag for et langt bredere
og mere komplekst udbud af værdipapirer.
Globaliseringen af de finansielle markeder tog for alvor fart fra midten af
1980’erne. Siden 1977 er den daglige globale valutahandel vokset fra US$ 18
mia.til ikke mindre end US$ 1.210 mia.(Bank of International Settlement).
Dette svarer faktisk til en femtedel af den globale varehandel pr. år. I 1998
nåede den daglige globale valutahandel faktisk op på næsten US$ 1.500,
men med indførelsen af euroen i 1999 blev grundlaget for valutahandel med
elleve europæiske valutaer fjernet, og det har reduceret den globale valutahandel
markant – i hvert fald for en stund. De globale valutamarkeders
vækst siden midten af 1980’erne kan både henføres til den informationsteknologiske
revolution og til den liberalisering af kapitalmarkederne, som
industrilandene og senere mange udviklingslande gennemførte i 1980’erne.
Figur 2.3 viser også, at centralbankernes valutareserver er reduceret markant
i forhold til den globale valutahandel. I 1977 var der reserver til 16,2
dages handel;i 2001 til 1,2 dage. Denne iagttagelse har bidraget til opfattelsen
af, at valutamarkederne har vokset sig så store, at centralbankerne ikke
længere kan styre dem. Fremkomsten af meget volatile valutainstrumenter
(såkaldte derivater som „futures“ og „options“) og en ny type meget risikovillige
investorer (de såkaldte „hedge funds“,som bl.a.ejes af den navnkundige
George Soros) har givet yderligere næring til denne opfattelse.
1990’ernes globale finansielle markeder var da også præget af adskillige
episoder med alvorlige finansielle rystelser,f.eks.den langvarige europæiske
valutakrise i 1992-93, der resulterede i hyppige og store valutakursjusteringer,
den mexicanske valutakrise i 1994-95 (peso-krisen),som endte med en
stor nedskrivning af pesoen, pesokrisens afsmittende effekter på Argentina
og Brasilien (den såkaldte „Tequila-effekt“) og ikke mindst Asien-krisen i
1997-98. Denne krise startede ellers med et noget uskyldigt pres på den
thailandske baht,men snart bredte krisen sig til andre regionale valutaer,
herunder især den indonesiske rupiah,den malaysiske ringgit,den filippinske
peso og den koreanske won (den såkaldte „Tom-Yam“-effekt).I august
55