Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

siden 1930’ernesTyskland [er] forekommet en indenrigspolitisk debat i Europa,som
i den grad bliver ført i etnopolitiske termer, som det nu sker i Danmark“
(Politiken, 10. november 2001; jf. også Berlingske Tidende, „Analyse“,
27. november). Sagen er netop, at der i ingen af vore nabolande føres en tilsvarende
identitetskamp; det multietniske samfund har for længst sejret i
Tyskland,Holland,UK og Sverige (om Finland og Norge,jf.s. 249-252).En
Le Pen i Frankrig bruger ganske vist kraftigere retorik end en Kjærsgaard i
Danmark.Den gennemsyrer imidlertid ikke som i Danmark store dele af de
toneangivende partier, fordi disse har valgt en inddæmnings- i stedet for en
samarbejdspolitik over for fænomenet Le Pen.
I modsætning til debat om skatte- eller boligpolitik handler den aktuelle
udlændingedebat om folks identitet: hvem af os skal have lov til at tilhøre
„gruppen“, dig eller mig? Erik Meier Carlsen (f.eks. B.T.’s leder 28. marts
2002) hævder,at en skarp udlændingedebat i virkeligheden fungerer som en
„katarsis“,dvs.sjælelig renselse. Politisk korrekthed skjuler kun de reelle
problemer ifølge denne opfattelse; tingene bør kaldes ved deres rette navn.
Det er utvivlsomt rigtigt, at et „godt“ skænderi i et parforhold kan „rense
luften“ – så længe den basale tillid og vi-følelse er til stede.Det er imidlertid
netop vi-følelse eller sammenhængskraft,der kan eroderes med „debattens“
bestandige gentagelser og stigmatiseringer. Den må formodes at være ubehagelig
ikke kun for sin genstand,dvs.nydanskerne, men den graver også
grøfter i det danske samfund generelt,som det vil tage lang tid at fylde ud.
Debatten har en selvforstærkende karakter, jf. f.eks.debattørernes stærkere
og stærkere indbyrdes betegnelser (f.eks. „landsforræder“, „racist“) og om
debattens genstand (f.eks.„femte kolonne“,ikke mindst efter 11.september
2001);der er tale om terminologi fra besættelsestiden. 65 De danske politikere
har imidlertid ikke turdet „lukke debatten“ ved at forpligte sig på et multietnisk
Danmark og derved indtage en opinionsførende rolle – når der bortses
fra repræsentanterne for enkelte småpartier (toneangivende politikere
lægger imidlertid heller ikke eksplicit afstand til det multietniske samfund i
officielle sammenhænge). Resultatet er, at Danmark står midt i en identitetskamp,
hvis grundtema er politisk tabu. Forsigtigheden skyldes formodentlig
partistrategiske hensyn – med næste valgdag i sigte. Men netop forsigtigheden
kan i virkeligheden være uhyre uforsigtig på samfundsplan.
Endelig kan man også frygte, at landets renommé lider skade internationalt
– endda på kort sigt – i takt med udlændingepolitikkens balancering på
kanten af diverse FN-konventioner og de mange kritiske rapporter fra
internationale organisationer. 66 Udlændingestyrelsens nødplan at indkvar-
219