Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

procedurer, der er det afgørende.Transnationale relationer og procedurer
forstås (jf. kapitel 1) som relationer på tværs af nationale grænser, hvor
mindst én af de deltagende parter agerer uden for nationalt mandat (jf. også
Esmark, 2001; 2002). Mens forholdet mellem de inter- og overnationale
relationer inden for EU’s rammer har været diskuteret livligt i den stats- og
folkeretligt prægede diskurs, har transnationale relationer spillet en langt
mere tilbagetrukket rolle.Det er der imidlertid ingen grund til.De transnationale
relationer spiller en væsentlig rolle i EU’s særegne styreform i mindst
lige så høj grad som de overnationale relationer. Måske endog den væsentligste.Det
europæiske samarbejde kan under alle omstændigheder inddeles i
forholdsvis distinkte procedurer, der er præget af henholdsvis trans- og
overnationale relationer og forhandlinger.
Det europæiske samarbejde har mange beslutningsprocedurer, alt efter
hvilken del af traktatgrundlaget der bringes i anvendelse. Grundlæggende
kan der skelnes mellem tre procedurer: en initiativprocedure,en beslutningsprocedure
og en implementeringsprocedure. Kun beslutningsproceduren findes
nogenlunde beskrevet i traktatgrundlaget.Også overgangene fra initiativ til
beslutning og igen fra beslutning til implementering er ganske klart markeret.Men
det står åbent,hvad der egentlig skal foregå i initiativ- og implementeringsfaserne.Dette
traktatretlige forhold er grundlaget for,at transnationale
relationer og forhandlinger er kommet til at spille en afgørende rolle
i rets- og politikdannelsen inden for det europæiske samarbejde.Det er dog
først og fremmest ved initiativ og implementering,at de transnationale relationer
og forhandlinger dominerer.De overnationale relationer og forhandlinger
spiller en væsentligere rolle i beslutningsfasen,men også her spiller de
transnationale relationer og forhandlinger faktisk en væsentlig rolle.
Initiativkompetencen og beslutningskompetencen er samtidig grundlaget
for hver af det europæiske samarbejdes to afgørende institutioner:Kommissionen
og Rådet.Den basale kompetence mellem de politiske institutioner i
Fællesskabet er en fordeling mellem Kommissionens initiativkompetence,
Rådets beslutningskompetence og Europa-Parlamentets hørings- og sanktioneringskompetence.
Implementeringen er på sin side tillagt de nationale administrationer
i vidt omfang,men siden midten af 1980’erne er Kommissionen og
de europæiske standardiseringsorganisationer blevet mere og mere afgørende
for implementeringen af de vedtagne beslutninger.Det betyder kort sagt,at
de transnationale relationer og forhandlinger centreret omkring Kommissionen
dominerer både i initiativfasen og i implementeringsfasen, mens de
spiller en mindre rolle i beslutningsfasen.
91