Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

ET TRANSNA TIONALT FÆLLESSKAB?
Debatten om efterkrigstidens europæisering tilbyder mange læsninger af
udviklingen.Selvom europæisering ikke i sig selv er en kontroversiel term,
er der langtfra enighed om dynamikken i udviklingen.Udgangspunktet her
er imidlertid dette: efterkrigstidens europæisering kan anskues som den
gradvise realisering af et transnationalt fællesskab mellem de deltagende
nationalstater. Dermed ikke sagt at dagens Europa er et fuldt ud realiseret
transnationalt fællesskab,endsige at realiseringen af dette fællesskab historisk
set har bevæget sig støt og roligt fremad.
En sådan iagttagelse møder ofte den umiddelbare indvending,at realiseringen
af et transnationalt fællesskab blot er et retorisk skalkeskjul – endog
et halvdårligt et af slagsen – for de objektive nationale interesser, der har
brugt efterkrigstidens europæiske projekt som kastebold efter forgodtbefindende.
Eller med andre ord: der har måske været talt meget om et transnationalt
fællesskab i EF og EU’s historie,men et sådant går nærmest pr.definition
imod nationalstaternes objektive interesser.Derfor må enhver snak om
et sådant fællesskab betragtes som et forlorent ideal, som medlemslandene
lufter nu og da, når det ad snørklede omveje lejlighedsvis bliver i overensstemmelse
med den nationale interesse.
Denne form for argumentation hænger ikke mindst sammen med den
internationale politiks to altafgørende begreber: suverænitet og sikkerhed.
Objektive nationale interesser henviser kort sagt altid til mindst et af disse
begreber. Det er først og fremmest modsætningsforholdet mellem en fremadskridende
europæisering og fastholdelse af national suverænitet, der
springer i øjnene både i faglig og almen debat. Realiseringen af et transnationalt
fællesskab antages traditionelt at være ensbetydende med afgivelse af
nationalstatslig suverænitet. 7 Udgangspunktet her er imidlertid, at realiseringen
af et transnationalt fællesskab ikke pr.definition medfører et suverænitetstab.
Metodisk set spiller argumentet om bagvedliggende eller objektive nationale
interesser ikke nogen større rolle her. Det afgørende er, uanset diskussionen
om nationale interesser, at den europæiske rets- og politikdannelse
inden for rammerne af EF og senere EU kan anskues som skridt på vejen
mod realiseringen af et transnationalt fællesskab. Det er muligt,at det transnationale
fællesskab er et diskursivt ideal.Men selv hvis diskurser ikke bliver
tilskrevet nogen videre betydning (hvilket de bliver her), er det evident, at
de stadige henvisninger til det transnationale fællesskab som endelig målsætning
for projektet trækker et spor af politiske beslutninger og retsdannelse
78