Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Af disse aktiviteter skal vi her koncentrere os om den sidstnævnte,idet partigrupperingerne
i Europa-Parlamentet – skræddersyet til den europæiske
arena – er det nærmeste, vi kommer partiaktører med en bredere dagsorden
end nationalstatens.
Europæiske partigrupperinger vs. danske partier
Partigrupperingerne i EP er langt mere heterogene end nationale folketingsgrupper
(jf. Corbett et al., 2000: 59-90).Gruppemedlemmer af samme
nationalitet optræder sædvanligvis samlet. De større nationale delegationer
har ofte udpeget en talsmand og har eget sekretariat. Hovedparten af EP’s
midler fra EU-budgettet kanaliseres via de nationale delegationer – og kun
en mindre del via de europæiske partigrupperinger. Grupperingerne har
betydeligt lavere gruppedisciplin end nationale partigrupper – bl.a.fordi de
ikke deltager i en indbyrdes politisk kamp,som man kender fra den nationale
arena. De har ingen effektive sanktionsmidler over for sine medlemmer;
den ultimative sanktion – nægtelse af retten til at genopstille – er overladt til
moderpartiet i medlemsstaterne. Der findes eksempler på,at stats- og regeringschefer
– når det virkelig gælder – kan lægge pres på landsmænd af samme
partifarve (Jerneck, 1994: 245; Friis, 1999: 21). 30 „EP anerkendes ikke
som et parlamentarisk forum i sin egen ret.Der er en udtalt „stik-i-renddreng-effekt“,hvor
MEP’ere sendes i byen med regeringens politiske budskaber“,udtaler
en forhenværende MEP’er (i 21).De europæiske partigrupperinger
er med andre ord nationalt penetrerede.Der findes ikke europæiske
partier med rimelig selvkontrol – og derfor endnu mindre et europæisk partisystem
med egendynamik.Der findes kun løse partigrupperinger.
National politiks primat kommer særlig tydeligt til udtryk ved,at EP-valgene
betragtes som andenrangsvalg, en slags „midtvejsvalg“ i forhold til
nationale parlamentsvalg (ibid.: 20).Dvs.partierne kan bruge EP-valgene til
at drille hinanden på den primære arena: den nationale, in casu den danske.
Denne prioritering afspejler sig også i danske mediers manglende bevågenhed
(undtagen i sager med link til Christiansborg) samt hos vælgerne: den
danske stemmeprocent ved EP-valget 1999 var 50,4 pct.,mens 87,15 pct.
stemte ved folketingsvalget i 2001. 31 De fleste MEP’ere er ukendte for danske
vælgere (Pedersen, 1996: 35).Pedersen (ibid.) taler om nationale partiers
„undladelsesstrategi“ over for EP:
191