Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Hvad specifikt angår menneskeglobaliseringen har Sverige undgået den i
Danmark p.t.verserende identitetskamp mellem et mono- og et multietnisk
samfund.I 1930’erne forekom,i visse kredse, xenofobiske træk som i Danmark
i dag,hvor et fåtal flygtninge kunne skabe omfangsrige protester.Skiftet
i opinionen indtraf under anden verdenskrig,specielt fra 1942. 12 Som et
ubesat helle blev Sverige fristed for flygtninge fra i første omgang nabolandene,senere
fra det meste af Europa.Lærestykket gik ud på,at det var muligt
at modtage langt flere flygtninge, end man i sine vildeste fantasier havde
anset muligt i 1930’erne 13 – endda som et tilskud til økonomien snarere end
en byrde.Kort sagt:en omtrentlig tidobling af antallet af udlændinge over et
meget kort tidsrum uden synligt negative konsekvenser gjorde enhver fremmedskeptisk
argumentation utroværdig.Det monoetniske samfund overgav
sig uden sværdslag.I naturlig forlængelse heraf indledte den svenske regering
efter krigen,i forståelse med LO, en aktiv rekruttering af udenlandsk
arbejdskraft (fra specielt Italien,Østrig og Ungarn) med henblik på at efterkomme
industriens store arbejdskraftbehov. Olof Palmes internationalisme
gjorde det naturligt at modtage flygtninge fra f.eks.de græske eller chilenske
diktaturer,amerikanskeVietnamdesertører osv.Begreber som „kulturell valfrihet“
og „mångkulturellt samhälle“ knæsattes som indvandringspolitiske
principper i midt-1970’erne.Nedturen i den svenske økonomi og den store
arbejdsløshed i starten af 1990’erne gav ikke anledning til fremmedskeptiske
reaktioner i befolkningen. 14
På overfladen scorer Danmark og Sverige omtrent ens, når det drejer sig
om EU-skepsis.Ved en kraftindsats lykkedes det ja-siden i Sverige at få flertal
for medlemskab ved afstemningen i november 1994; de fleste opinionsundersøgelser
både før og siden har haft nej-flertal. Bl.a. af denne grund har
den svenske regering tøvet med deltagelse i ØMU’ens tredje fase.Den svenske
EU-skepsis er imidlertid ikke national som den danske og norske, men
snarere økonomisk-ideologisk. For det første er Sverige markant nettobidragyder
til EU. For det andet ser store dele af vælgerbefolkningen den
„svenske models“ landvindinger – og derved deres egne interesser – som
truet af EU-medlemskabet. Skepsisen har et tyngdepunkt til venstre i det
ideologiske spektrum, i „glesbygderna“ (regionalpolitikken) og blandt
kvinderne (feminismen).
Som for Finland kom den økonomiske nedtur i de tidlige 1990’ere samtidig
med EU-medlemskabets og globaliseringens udfordringer.De drastiske
nedskæringer i offentlige udgifter som led i tilpasningen til EU kom
omtrent samtidig med afskaffelsen af valutarestriktionerne og satsningen på
253