Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

interessevaretagelse i EU langt hen ad vejen har prioriteret dette aspekt af
samarbejdet. Resultatet er en opbygning af kompetencer, der hylder den
klassiske udenrigspolitiske småstatsdyd om at tilpasse sig mest effektivt til
andres initiativer. Det gælder om at sikre kontinuitet og sammenhæng i de
nationale synspunkter, „rettidig omhu“ og udenrigsministeriel og politisk
kontrol med alle forhandlinger. Det handler kort sagt om at have orden i
sagerne og om en utvetydigt reaktiv indstilling.
Institutionelt set er fællesskabet således ikke kun et transnationalt fællesskab,
eftersom det inter- og overnationale aspekt spiller en afgørende rolle.
EU er imidlertid også et transnationalt fællesskab, institutionelt set. Faktisk
kan man sige,at det særegne ved det europæiske samarbejde i efterkrigstiden
– i sin mest ekstreme form påstanden om,at det europæiske samarbejde er et
sui genesis fænomen – netop er det forhold, at det europæiske samarbejde
institutionelt set har bevæget sig længere både i retning af et overnationalt
samarbejde og i retning af transnationalt samarbejde.Måske endog i en sådan
grad,at termen „internationalt“ samarbejde ikke længere giver mening.
AFSLUTNING
– MOD DEN N A TIONALE UDFORDRING
Efterkrigstidens europæiske projekt er et af de mest markante eksempler på
regionalisering.I forhold til andre former for regionalisering og i forhold til
globalisering (foregående kapitel) og „den nære transnationalisering“ (det
følgende kapitel) er det særlige ved europæiseringen,at der er tale om en
sideløbende stabilisering/udvidelse af både transnationale og overnationale
relationer.Tilsvarende indebærer europæiseringen et samspil mellem den
politiske,den retlige,den økonomiske og den sociale dimension.Tilsammen
giver dette os en transnationalisering under kontrol. De gradvise skridt mod –
og tilbageskridt fra – realiseringen af Europa som et transnationalt fællesskab
har over tid etableret en særlig styringsform,hvor overnationale og transnationale
relationer og procedurer kombineres på forskellig vis fra sag til sag.
Dette betyder selvfølgelig, at Danmark stilles over for den vanskelige
udfordring at opbygge kompetencer til deltagelse i både de overnationale og
transnationale aspekter af europæiseringen.Kort sagt medfører EU’s særlige
konstruktion, at det over- og transnationale altid må gå hånd i hånd. Den
danske indstilling til deltagelse i det europæiske samarbejde igennem de 30
års medlemskab har overvejende været fokuseret på det overnationale samarbejde
under den formelle beslutningsprocedure med Rådet som den alt-
95