Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

teknologiske faktorer på det kvantitative plan spillet en underordnet rolle i
efterkrigstidens globalisering – i hvert fald frem til slutningen af 1980’erne.
Som det var tilfældet med dampskibene frem til efter 1860, har luftfarten
frem til midten af 1980’erne hovedsageligt kun transporteret højværdivarer
og derfor ikke stimuleret samhandelen så meget, som man skulle tro. Som i
det 19. århundrede er den internationale kontinentale handel i efterkrigstiden
primært blevet fragtet over verdenshavene.Og her viser det sig,at transportomkostningerne
på verdenshavene faktisk ikke faldt i den „gyldne
periode“ mellem 1945 og 1970. Fra 1970’erne begyndte transportomkostningerne
realt set faktisk at stige. Disse prisstigninger fortsatte frem til
omkring 1985,hvorefter fragtpriserne – især som følge af containeriseringen
og indførelse af informationsteknologi – er faldet lige så meget som i det 19.
århundrede,men på langt kortere tid (Findlay & O’Rourke, 2001).
Det betyder, at politiske faktorer samlet set har haft primat i efterkrigstidens
globaliseringsproces.O’Rourke & Williamson (2001) og Lindert &
Williamson (2001) har anslået,at forskellene i interkontinentale varepriser i
efterkrigstiden (1950-2000) er blevet reduceret med 76 pct.,og at prisforskellene
nu er lavere, end de var i 1914. Reduktionen i prisforskelle svarer
nogenlunde til den,der fandt sted mellem 1820 og 1914 (81 pct.), men altså
på den halve tid. De økonomiske forskere vurderer endvidere, at handelsliberaliseringer
forklarer 74 pct. (dvs. tre fjerdedele) af konvergensen i varemarkedspriserne
i efterkrigstiden, mens 26 pct. skyldes billigere transport
(primært flytransport). En meget interessant forskel mellem det 19. århundredes
globalisering og efterkrigstidens globaliseringer er altså,at teknologiske
faktorer havde primat som globaliseringsmotor i det 19. århundrede,
mens politiske faktorer har haft primat i efterkrigstiden.
Særligt etableringen af GATT, det multilaterale handels- og toldsystem, i
slutningen af 1940’erne (men også dannelsen af EF i slutningen af 50’erne)
kan tildeles en væsentlig del af æren for den enorme vækst i samhandelen,
der fandt sted frem til 1973. Gennem otte handelsrunder, der fandt sted
mellem 1947 og 1994, lykkedes det inden for dette samarbejde at nedbringe
industrilandenes toldsatser med 90 pct. (fra gennemsnitlig 40 pct. til fire
pct.), ligesom mange kvotaordninger – en anden plageånd fra 1930’erne
– blev afviklet. De største toldreduktioner blev netop gennemført frem til
og med Kennedy-runden (1964-67). Inden for rammerne af GATT, den
InternationaleValutafond (IMF), som frem til 1971 understøttede GATT
med et stabilt, multilateralt valutasystem baseret på faste kurser, og som
siden primært har haft til opgave at give „konditionelle lån“ til lande med
51