Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

fremherskende opfattelse af statsadministration (Knudsen, 1993: 141-147).
Opfattelsen søges – bevidst eller ubevidst – overført på international forvaltning,således
at lobbyvirksomhed – den være sig privat eller statslig – får et
noget blakket skær.Danmark skal i hvert fald holde sig for god til den slags …
Et alternativ til denne „etiske“ tolkning er anderledes vidtskuende:Danmark
har en småstatsinteresse i stærke internationale organisationer.Disse
kan styrke det multilaterale diplomati på bekostning af det bilaterale,der sjældent
er en småstats styrke. Stærke internationale organisationer bør have
rimeligt robuste forvaltninger.Danmarks bidrag hertil kan bl.a.være,at vi
nøje respekterer deres stabsregler.Vi har med andre ord en interesse i at være
dydsmønster,at foregå med godt eksempel (best practice strategien).Spørgsmålet
er imidlertid så,hvorfor vi ikke tager skridtet fuldt ud og støtter internationale
karrieretjenester – til forskel fra forvaltninger baseret på åremålsansættelser.Karrieretjenester
ville markant støtte de internationale organisationers
integritet og selvstændige indflydelse,fordi deres embedsmænd ikke ville
være i lommen på – typisk – deres hjemlands bureaukrati.
En tredje forklaring kan derfor være departemental jalousi. En „styring“
af de internationale embedsmænd ville medføre en opgradering af den
internationale karrieres status – noget som relativt ville svække de nationale
bureaukratier. Det er endvidere et departementalt frynsegode ved den
nuværende ordning at have de internationale forvaltninger som personalemæssig
„parkeringsplads“ i bestemte situationer;der er altid brug for fleksibilitet.
par lam e ntariske g r å zoner : t ran snat i onale part i e r m v.
En parlamentarisk gråzone er ikke helt analog til en bureaukratisk gråzone.
Partier er jo en anden aktørtype end bureaukratier;her er problemstillingen
ikke mandatering eller ej.En gråzone i forhold til den lovgivende magt ville
foreligge, hvis et politisk parti havde en anden dagsorden end netop „Danmark“.
Dvs. hvis det ultimative mål for dets virke var f.eks. „Europa“ eller
„det socialistiske broderskab“ under den kolde krig. Det pågældende parti
ville naturligvis fremføre standpunkter på alle „obligatoriske“ områder i det
nationale partisystem. Men disse standpunkter ville være instrumentelle i
forhold til et større fællesskabs velvære og/eller en større „sags“ (ideologis)
tjeneste. Som tænkt eksempel kunne man forestille sig europæiske moderpartier
i et føderalt europæisk parlament, i forhold til hvilke „nationale“
partier,med sæde f.eks.i Folketinget,ville udgøre underafdelinger.
189