Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Danmark taler med én stemme i Ministerrådet/COREPER (beslutningsfasen).
Der er imidlertid andre faser af EU-samarbejdet, hvor transgovernmentale
relationer har frit spillerum.
EU-netværk: hvor er loyaliteten?
Det gælder navnlig i faserne før Kommissionens beslutningsforslag og efter
Ministerrådets beslutninger (Esmark, 2001: 99). Der er med andre ord tale
om forberedelsen af EU-lovgivning og implementeringen af selvsamme i
relationer mellem nationale forvaltninger,EU’s forvaltning og private interesser.En
kortlægning af dansk centralforvaltnings kontakter til EU-systemet
viser,at de mest uformelle (dvs.ikke-mandaterede) kontakter ganske rigtigt
går til Kommissionens GD’er og komiteer i dens regi (ibid.: 113);der er ikke
de samme formelle rutiner som i forhold til Minsterrådet/Coreper. De
politiske mandater er svage, uklare eller helt fraværende (Jacobsson et al.,
2001b: 241).
Der skelnes mellem på den ene side komitologikomiteer (rådgivnings-,
forvaltnings- og forskriftskomiteer) og på den anden side ekspertkomiteerne,sådan
som disse er beskrevet i kapitel 3.Ekspertkomiteerne kan Kommissionen
som nævnt rådføre sig med,inden den fremsætter forslag til retsakter.
Ekspert-komiteernes medlemmer, der i deres daglige virke er nationalt
ansat,forventes ikke at repræsentere nationale interesser,men derimod deres
personlige sagkundskab eller berørte interessenter.Her har vi en typisk gråzone.Filosofien
er øjensynlig,at medlemmerne, fordi de individuelt besidder
en videnskabelig eller anden ekspertise,er hævet over nationale interesser.
Men da de som oftest udpeges med bistand af nationale myndigheder, er
dette naturligvis tvivlsomt.Det afhænger bl.a.af,hvor „eksakt“ ekspertisen
er.Ofte er de selv nationale embedsmænd;undertiden er de identiske med
de embedsmænd,der senere i Rådet skal forhandle om en retsakts vedtagelse.Medlemslandenes
indflydelse gør sig således uformelt gældende,lang tid
før retsakterne når frem til Rådet (Nedergaard,2000: 164).
Efter at et forslag til retsakt er vedtaget af Kommissionen (kommissærerne)
og retsakten dernæst vedtaget i Ministerrådet,skal Kommissionen som regel
stå for implementeringen på fællesskabsniveau. Herved bistås den af de
nævnte komitologikomiteer, der bl.a.udformer de nødvendige gennemførelsesbeføjelser.
Komiteerne – en art „mini-Råd“ – består alle af repræsentanter
(embedsmænd) fra medlemslandene samt en formand fra Kommissionen.Kommissionen
har relativt størst magt i rådgivningskomiteerne,idet
180