Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

te se-begrundel se
Transnationaliseringen har (a) styrket den udøvende magt (regering plus centraladministration),men
(b) slet ikke i samme omfang den lovgivende (Folketinget).Endelig
(c) har måden,den udøvende magt kontrolleres på – den
stramt nationalt koordinerede respons på europæiseringen (jf.tese 1) – svækket
Folketinget i forhold til dets traditionelle rolle (dvs.før europæiseringen)
og i forhold til dets normale rolle (dvs.i almindelig politik i dag).Tese 2 er med
andre ord delvis en følgetese i forhold til tese 1.Derfor er fokus også her på
europæiseringen;i forhold til de øvrige transnationaliseringer er det i særklasse
denne,der har udfordret de centrale politiske institutioner i Danmark.
Vedrørende(a):Ud over implementeringen af den store mængde EU-direktiver
skal den danske centraladministration (forvaltning) også implementere
et stigende antal vedtagelser fra internationale organisationer. Da selve
implementeringen er en kilde til indflydelse og opbygning af ekspertise på
længere sigt (f.eks.Jönsson,1986),styrkes herved den danske udøvende magt
på bekostning af den danske lovgivende magt,dvs.Folketinget.At den danske
forvaltning med styrkelsen af transgovernmentale relationer endvidere
mister selvkontrol – dvs.kontrol over egne enheder – er paradoksalt nok en
kilde til styrkelse – styrkelse i forhold til Folketinget.Jo sværere forvaltningen
får ved at styre sig selv, desto sværere bliver den også at kontrollere udefra
gennem parlamentarisk kontrol.Det er utvivlsomt rigtigt,at forvaltningen i
kraft af europæiseringen er blevet mere åben/vitaliseret og dermed i en vis
forstand „demokratisk“ (i betydningen at flere interesser har fået „voice“;
Jacobsson et al., 2001b);men herved har også „den europæiske integration
styrket forvaltningens position i forhold til … Folketinget“ (ibid.: 272, 274).
EU-systemet bliver „byråkratenes paradis“ (ibid.: 272).
Vedrørende(b): Den lovgivende magt er slet ikke blevet transnationaliseret
og styrket i samme omfang. EP – det stærkeste transnationale parlament
– kan ikke „matche“ styrkelsen af transgovernmentale relationer omkring
Kommissionen, herunder Kommissionens initiativmonopol. Som vi så i
kapitel 3, blev betydningen af dette monopol forøget med SEA (1986):da
vedtagelse med kvalificeret flertal betød,at det blev vanskeligere at blokere
for forslag, blev initiativmonopolet og forberedelsesfasen i det hele taget så
meget desto vigtigere.„Lovgiverne“ – det være sig de nationale eller de europæiske
– kommer ikke ind i beslutningsprocesserne på et så strategisk – dvs.
tidligt – tidspunkt som forvaltningen. 35
Logisk er der endnu en mulighed, hvormed den lovgivende magt kunne
(prøve at) holde trit med den udøvende.I stedet for at blive transnationalise-
196