Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Ministeriets netværk i Kommissionen omfatter bl.a.ti stillinger som „nationale
eksperter“, der er udlånt hertil fra ministeriet for en periode på tre år.
Den offensive tilgang har undertiden givet problemer med UM:
Vi har nogle gange oplevet, at det har været svært at få tingene klappet af
internt i regeringen, hvis det ikke har været noget, der var på dagsordenen.UM
har måske sagt:det er for farligt,at vi kommer med noget nu (i5).
På den anden side:
UM deltager ikke længere i vore rådsmøder og de har anerkendt, at det
godt kan køre … Så er det mere Miljøministeriet, der har et miljøhensyn,
der skal hen over det, og bliver overdeterminerende og kan betyde, at DK
må indtage en fjollet holdning til hele komplekset af forslag (i 5). 8
Anderledes forholder det sig med Kulturministeriet, hvor UM fortsat kan
opleves som „opdragsgiver“.F.eks.kan kulturministeren „beordres“ til ikke
at udtale sig om emner,som udenrigsministeren allerede har udtalt sig om (i
10).
På trods af ressortministeriernes pres på UM er der bred opbakning –
måske med undtagelse af Erhvervsministeriet – til en stram national koordination
(i 1,i 2,i 4,i 15,i 16). „Et enigt Danmark er et stærkt Danmark“ (i 9).
Ressortministerierne har endvidere stor nytte af UM i rollen som sparringspartner
og som garant for, at procedurerne i såvel den nationale som den
europæiske EU-beslutningsproces forløber,som de skal.
Tyskland fungerer i flere interview som det afskrækkende eksempel:„der
ser I, hvor galt det kan gå med en svag national koordination“ (i 15, i 16).
Dette gælder særlig i forholdet mellem det tyske finans- og landbrugsministerium.Herved
svækkes den tyske forhandlingsposition.
Et vigtigt tema i flere interview er, at en småstat som Danmark ikke ville
have råd til en sådan sløsen med indflydelse som den,Tyskland praktiserer.
Derfor hævder man,at koordination er særlig vigtigt for en småstat (i 1,i 14,i
15,i 16,i 17).„Et lille land kan ikke ligge og køre med 27 udenrigspolitikker“
(i 17).
Niels Ersbøll – forhenværende generalsekretær for Ministerrådets sekretariat
9 – repræsenterer et mere kritisk syn på den bestående ordning.Den
giver for det første Udenrigsministeriet et betydeligt merarbejde. Samtidig
konstaterer han, „at intet tyder på at fraværet af udenrigsministeriel
177