Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

samarbejdet (monopoliseringen af legitim voldsudøvelse) og retssamarbejdet
(eneretten ikke blot til udstedelse af love,men til håndhævelse af loven).
Søjle 2 og 3 kan i den forstand forstås som suverænitetspolitikkens indtræden
på det europæiske niveau – og i den forstand en indtræden af suverænitetspolitik
som et væsentligt element i udviklingen fra fællesskab til union.
Dog skal det noteres,at både søjle 2 og 3 er underlagt en anden beslutningsprocedure
end søjle 1.Dertil kommer,at EF-domstolen ikke har kompetence
under søjle 2 og 3. 17
Betragtet mere generelt har Unionen tre dimensioner. For det første en
økonomisk dimension, konkret i form af planerne for en økonomisk og
monetær union.For det andet en politisk dimension,der knytter sig både til
spørgsmålet om det europæiske samarbejdes demokratiske legitimitet og til
Unionens fælles „institutionelle ramme“.For det tredje en social dimension,
der kommer til udtryk i øget fokus på social „samhørighed“ eller „kohæsion“
og ikke mindst anvendelse af „solidaritet“ som et bærende begreb for
unionsbestræbelserne i traktaten. 18
Unionens økonomiske dimension er fremskreden:den økonomiske og
monetære union er formelt en realitet i 2002, og det indre markeds frie bevægelighed
blev således udvidet med fælles valuta og forbunden økonomisk
politik,sådan som det allerede var skitseret med EØF-traktatens langsigtede
mål.Dermed er der taget endnu et afgørende skridt mod realiseringen af et
transnationalt fællesskab i den økonomiske dimension.Den økonomiske og
monetære union indebærer ligesom det indre marked en ophævelse af nationale
grænser.I dette tilfælde er det blot inden for den økonomiske makropolitik
og vedrørende det gamle statslige prærogativ at slå mønt.
Men hvor den økonomiske union i mangt og meget ligger direkte i forlængelse
af udviklingen før 1992,udgør den politiske og den sociale dimension
i højere grad markante skift i forhold til tiden før 1992.Alle tre aspekter
af Unionen har imidlertid også vist sig mere kontroversielle end realiseringen
af det indre marked.Der kan således også med en vis ret tales om,at realiseringen
af det transnationale fællesskab aktuelt oplever en stilstand eller måske
ligefrem et tilbageslag.I dansk sammenhæng er de fire forbehold selvfølgelig
det nærliggende vidnesbyrd,men der er langtfra tale om et dansk fænomen.
Der er heller ikke, som det ofte fejlagtigt fremstilles, tale om en folkelig
modstand vs. en uforbeholden entusiasme i de nationale politiske eliter.
Euromodstand findes ikke kun i diffuse meningsmålinger, men tager både
form som sociale bevægelser og partipolitik.SelvomTEU således i sin struktur
skitserer skridt mod både et økonomisk, et politisk og et socialt trans-
86