Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

– EU’s østudvidelse. Sammen med navnlig Storbritannien og Sverige har
Danmark været blandt de lande,der mest helhjertet har støttet EU-udvidelsen.Ud
over de geopolitiske og geoøkonomiske grunde hertil er det blevet
hævdet,at disse tre lande – som er blandt de mest skeptiske i forhold til europæisk
integration i dybden – har næret et diskret ønske om gennem udvidelse
at lægge en begrænsning på integrationens dybde (f.eks. Michalski &
Wallace, 1992).I forbindelse med Luxembourg-topmødet 1997 lykkedes det
Danmark og Sverige ved samordnet diplomati at besejre en stormagtspræference
i retning af en begrænset udvidelse (fem lande), til fordel for en større
udvidelse (11 lande).Som det p.t.ser ud,er det lykkedes småstaterne Danmark
og Sverige at være lokomotiver for en større EU-udvidelse i Øst- og
Centraleuropa.
– sikkerhedspolitik i Baltikum. Med basis i Danmarks unikke fortrin som
værende det eneste nordiske land,der er både EU- og NATO-medlem,har
Danmark haft særlige forudsætninger for at være sikkerhedspolitisk foregangsland
i forhold til de baltiske lande. I opbygningen af de baltiske landes
forsvar er Danmark gået først med f.eks.BALTBAT,uddannelsen af baltiske
fredsbevarende styrker til indsættelse i f.eks.Eksjugoslavien.
Helt bogstaveligt sås dansk foregang i forbindelse med augustbegivenhederne
1991 (det fejlslagne kup i Moskva).Danmark fremhæves i det pågældende
foregangshæfte 80 som det første land,der anerkendte de baltiske lande
(hvorved man overser, at Island faktisk kom først, allerede i marts 1991).
Hvorom alting er, tyder begivenhedsforløbet på, at Danmark trak de andre
nordiske lande med sig, og at denne bølge af anerkendelser efterhånden fik
gang i anerkendelser fra hele verden. Med andre ord: Danmark var foregangsland
i dette begivenhedsforløb.
– opsummerende må det siges, at de her nævnte kandidatområder til „Danmark
som foregangsland“ indbyrdes er ret forskellige. Den „danske model“
på arbejdsmarkedsområdet er gammel vin på nye flasker: en relancering af
den „nordiske model“ uden tilstrækkelige forskelle til at retfærdiggøre denne
omdåb.Ulandsbistanden og FN’s fredsbevarende styrker er klassiske nordiske
honnørområder,hvor Danmark i hvert fald på det førstnævnte område kom
til at toppe hitlisterne over bidrag pr.indbygger.Med lidt god vilje var der et
foregangsaspekt i Danmarks hurtige omstilling til også at bedrive fredsskabende
aktioner – et forspring der imidlertid efterhånden er ved at være indhentet.
Sikkerhedspolitikken i Baltikum og EU’s østudvidelse er konkrete
229