Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

alisering er helt central for forståelse af dynamikken i international politik
og udenrigspolitik,men mindre vigtig i nærværende bogs sammenhæng.
SPRÆNGSTOFFET I TRANSNA TIONALISERINGEN:
DE FORØGET MOBILE ENHEDER MØDER DE
STA VNSBUNDNE
Hvis afstand betyder mindre, kommer flere individer, grupper, virksomheder,
stater eller endog civilisationer i nærkontakt. Herved skærpes konkurrencen
mellem dem; afstand som beskyttende lag forsvinder eller reduceres.
Ikke alle aktører påvirkes dog ens af en transnationalisering. Nogle aktører
– kapitalen og dele af arbejdskraften – bliver mere mobile, mens nationerne
og staterne forbliver stavnsbundne; de ligger hvor de ligger (Mouritzen,
1999). Med nomader som mulig undtagelse er en nation – via tradition,
kultur og litteratur – knyttet til et bestemt geografisk område, et „fædreland“
eller „folkehjem“. Danskhed er knyttet til „Sund og Bælt“, som ikke
lader sig udskifte med f.eks. Sortehavet. Det samme gælder det dertil
hørende statsapparat med navnet „Danmark“. Sådan er det uanset transnationaliseringen.
Sprængstoffet i transnationaliseringen befinder sig i spændingsfeltet
mellem de stavnsbundne og de forøget mobile enheder. Hvis det lykkes
den mobile arbejdskraft eller flygtninge at slå sig ned i et „folkehjem“, er
den ofte „inviteret med albuen“ af staten og betragtes som gæster af de fastboende
– med deraf følgende begrænset opholdstid, begrænsede rettigheder
og måske endog med forpligtelse til at opføre sig „bedre“ end de hjemmevante.
Udviklingen har dog en „skill bias“ til fordel for den mest eftertragtede og
mobile arbejdskraft;personer med særlige talenter (kunstnere,professionelle
sportsudøvere, IT-specialister m.fl.) har et globalt arbejdsmarked, hvis de
selv ønsker det. Eliterne såvel som kapitalen opnår nogle relative fordele
(Baumann,1998);de kan bevæge sig derhen,hvor de finder det bedst at være
(f.eks.hvor der er lavest virksomhedsbeskatning;herved forringes staternes
skattegrundlag).De immobile enheder,dvs.primært staterne,kan så forsøge
at kompensere for dette relative tab ved at stå sammen om nogle fælles regler
(f.eks. minimumssatser for virksomhedsbeskatning), der skal begrænse de
mobile enheders udfoldelser. I bedste fald vedtages de i det universelle FN,
staternes „fagforening“.Det er imidlertid langtfra sikkert,at en sådan statssolidaritet
er stærk nok til at overgå de individuelle fordele,som enkelte stater
kan opnå som „skruebrækkere“ ved f.eks.at agere skattely.
25