Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Det siger nærmest sig selv, at EU meget hurtigt fik problemer med både
det defensive og offensive element i sin strategi.Et klart flertal af WTO’s
medlemmer ønskede at gå langt videre i liberaliseringerne af landbrugspolitikken,
end EU lagde op til. Kun Japan, Sydkorea, Norge, Schweiz og de
central- og østeuropæiske lande støttede helt eller delvist EU’s strategi.Endvidere
var et stort flertal afWTO’s medlemmer (primært udviklingslandene)
imod at udvide WTO’s dagsorden med nye emner som investerings- og
konkurrencepolitik, fordi det ville forøge de administrative, politiske og
økonomiske problemer, som de allerede havde med at implementere Uruguay-aftalerne.Et
stort flertal af udviklingslandene var stærkt afvisende over
for EU’s miljøpolitiske og sociale dagsorden, som de opfattede som et protektionistisk
skalkeskjul („grøn“ og „rød“ protektionisme).Det stod derfor
hurtigt klart,at EU ikke var i stand til at udfylde det tomrum i det politiske
lederskab afWTO,som var opstået,efter at USA indenrigspolitisk var blevet
dybt splittet i forbindelse med ratifikationen af NAFTA- ogWTO-aftalerne
i 1993-94. Den politiske konflikt mellem EU og USA på den ene side og
mellem Nord og Syd på den anden side – og herunder det manglende
lederskab i WTO – medførte, at ministerkonferencen i Seattle brød sammen,uden
at en ny handelsrunde var blevet indledt.
Enigheden om at gennemføre en sådan kom først i stand to år senere på
ministerkonferencen i Qatar. På landbrugsområdet blev EU presset til at
acceptere en ministerdeklaration,der talte om en „udfasning af eksportsubsidier“
som en af målsætningerne for forhandlingerne, men EU fik dog
omvendt indført en passus,hvori der stod,at dette ikke skulle foregribe selve
forhandlingerne. Først og fremmest var dette dog kun et spil om ord, som
ikke ændrede på de politiske realiteter iWTO-forhandlingerne:et klart flertal
ønsker radikale liberaliseringer. Omvendt lykkedes det EU med USA’s
hjælp at opnå mandat til at indlede nye forhandlinger om miljøregler i
WTO.Ministerdeklarationen understregede dog,at der kun skulle være tale
om en afklaring af eksisterende regler.Et meget stort flertal af WTO’s medlemmer
har blankt afvist en kodificering af forsigtighedsprincippet i WTO’s
regler.Ministerkonferencen besluttede hverken at sætte lønmodtagerrettigheder
eller dyrevelfærd påWTO’s dagsorden,om end det sidste muligvis kan
indpasses som emne i WTO’s landbrugsforhandlinger.Med hensyn til investerings-
og konkurrencepolitik vedtog ministerkonferencen,at der skulle
indledes forhandlinger herom efter den næste ministerkonference i Mexico
i 2003.
142