Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

seredes med henblik på løsrivelse fra Unionen,hvilket realiseredes 1905.
9.april 1940 og besættelsen 1940-45 var erfaringer,som Norge havde til fælles
med Danmark. Som i Danmark er perceptionen af sig selv som småstat,
styrkemæssigt inferiør,gået hånd i hånd med en kvalitativ merværdfølelse på
vegne af det norske samfund,der efterhånden er bygget op. Evnen til at stå
på egne ben er aldrig blevet betvivlet, heller ikke i forhold til EF/EU.
Betydningen af olieforekomsterne i Nordsøen – som i øvrigt også udgør en
parallel til Danmark – blev først klar efter 1972-afstemningen, men retfærdiggjorde
for mange EF-nej’et post-hoc. I Norge trives en tværpolitisk
„exceptionalisme“,dvs.opfattelsen af Norge som et særligt land,der bl.a.har
ytret sig i sloganet „Norge som foregangsland“ (i 28).
Med denne parallelitet i forhold til Danmark 9 er det mest gradsforskelle,
der gør sig gældende.Der er også nogle forskelle i de områder,som de norske
og danske nationalismer ytrer sig på (i 28):
• generelt-politisk: som anskueliggjort i forhold til europæiseringen er den
norske nationalisme som den danske, om end lidt stærkere som udfaldet
af folkeafstemningerne i 1972 og 1994 antydede.Den danske EU-skepsis,
som den er kommet til udtryk ved folkeafstemningerne i 1992, 1993,
1998 og 2000,har i højere grad end tidligere tiders EF-skepsis tillagt sig et
næsten „norsk“ nationalt præg.
• ejerskab i erhvervslivet: begrænsede private kapitalinteresser i Norge har
nødvendiggjort statslig intervention på mange områder for at sikre norsk
ejerskab;man har en „allergi“ over for udenlandsk dominans.Dette forekommer
ikke i Danmark i nær samme udstrækning.
• sprogligt: i Norge forekommer en sproglig nationalisme, som helt savner
modstykke i Danmark. Norsk sprogråd har en anderledes aktiv rolle end
dets danske søsterinstitution,uden at det dog har kunnet forhindre en
betydelig anglificering af sproget.
• identitetsmæssigt: udlændingedebatten i Danmark foregår i langt højere
grad i „os/de andre“-termer end det er tilfældet i Norge. Debatten i
Norge er langt „blødere“;linjerne er ikke så skarpt trukket op. Der foregår
ikke som i Danmark en identitetskamp mellem det multi- og monokulturelle.
Selv det norske Fremskrittsparti tager ikke eksplicit afstand fra
det multietniske samfund,som det meste af det danske politiske system de
facto modarbejder. 10
250