Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

vilkår,men bortset fra længere overgangsperioder til at gennemføre aftalerne
konkretiseres disse vilkår ikke i aftalerne. I GATT kunne udviklingslandene
selv vælge, om de ville deltage i toldliberaliseringerne (hvis de ikke
gjorde, kunne de dog ikke forvente toldindrømmelser fra industrilandene)
og i de særaftaler (såkaldte „koder“), som blev indgået i Tokyo-runden
(1973-79).
„Single undertaking“-princippet har stor betydning for en anden ændring,som
utvivlsomt er den mest fundamentale i det multilaterale handelssystem:hvor
GATT udelukkende fokuserede på afvikling af handelsbarrierer
på grænsen – dvs.told og kvantitative restriktioner – har den handelspolitiske
dagsorden med Uruguay-aftalerne og etableringen afWTO flyttet sig „bag
om“ grænsen til at omfatte nationale reguleringspolitikker.Den ny handelspolitiske
dagsorden hænger især sammen med den handelspolitiske udvikling
i 1970’erne og dele af globaliseringsprocessen i 1980’erne. Som nævnt
blev afskaffelsen af ydre handelsbarrierer (told og kvantitative restriktioner)
fra og med 1970’erne i nogen grad rullet tilbage af „indre“ handelsbarrierer
(tekniske reguleringer og administrative handelstiltag).Siden begyndelsen af
1970’erne er reguleringer, der dækker miljø,fødevarer og produktstandarder,
steget med 3-400 pct.i de industrialiserede lande – så meget,at OECD
har kaldt fænomenet for „reguleringsinflation“.Studier af bl.a.Verdensbanken
har endvidere vist, at NTB-dækningen (dvs. varer, der er omfattet af
nationale reguleringer) har været størst inden for de sektorer,som har været
udsat for størst importpenetrering (udenlandsk konkurrence).Ud over at
tjene helt legitime sociale og politiske hensyn kan nationale reguleringer
altså også dække over skjulte handelsbarrierer. Dette har bevirket, at store
reguleringsforskelle mellem lande i stigende grad er blevet en kilde til handelskonflikter,
og det forklarer, hvorfor især industrilandene har fundet det
nødvendigt at udarbejde handelspolitiske spilleregler for nationale regulatoriske
politikker. Derfor førte Uruguay-runden (1986-93) til en omfattende
udvidelse af den handelspolitiske dagsorden, som ved forhandlingernes
afslutning udmøntede sig i en lang række aftaler. Mange af aftalerne har
været en stor administrativ belastning for fattige udviklingslande. Det gælder
f.eks.den kontroversielle TRIPS-aftale (Trade Related Intellectual Property
Rights), som forpligter medlemslandene til at indføre lovgivning og retssystemer,som
beskytter intellektuel ejendomsret (herunder patenter og copyrights).En
række afWTO-aftalerne har således gjort det vanskeligere for de
fattigste udviklingslande selv at vælge rækkefølgen og hastigheden af politisk-økonomiske
reformer.
63