Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

l.a.at forebygge,at forskellige danske aktører spilles ud mod hinanden.Det
i denne sammenhæng interessante er imidlertid, at dansk politik vis-a-vis
transnationaliseringen må forventes tilnærmet udenrigspolitikkens klassiske
recept.
En faktor – ikke speciel for Danmark – er „perception of centralization“
(Jervis, 1976), både i den danske elite og – endnu stærkere – på folkeligt
niveau.At „udlandet“ perciperes mere centraliseret,end det i virkeligheden
er, gør det ekstra tilladeligt at skelne skarpt mellem „os“ og „dem“: „dem
nede i Bruxelles“ eller „de fremmede“ (om forskellige indvandrergupper i
Danmark,som i virkeligheden har meget lidt til fælles).Dette er en generelt
virkende faktor, der styrker, at aktøren – her Danmark – selv optræder centraliseret
og velkoordineret.
I kraft af Danmarks stærke demokratiske tradition har politikerne ikke
kunnet undgå i nogen grad at afspejle de her nævnte holdninger og handlerekommandationer
– i tillæg til deres egen statsræson. Berøringsangsten
over for udlandet er blevet „oversat“ af politikere og centraladministration
til en stramt koordineret tilgang til transnationaliseringen.Tilgangen skal
sikre klare linjer over for udlandet såvel som at Danmark taler med én stemme.
Skiftende regeringer har kontinuert anticiperet befolkningsflertallets
berøringsangst samt trends heri.Har de ikke gjort det i tilstrækkelig grad,er
de blevet „mindet“ herom gennem f.eks.nederlag i EU-folkeafstemninger.
empiri
De nævnte substantielle gråzoner behandles i forbindelse med tese 3. Her i
forbindelse med tese 1 analyseres de politiske gråzoner og kravet om,at Danmark
skal „tale med én stemme“ over for udlandet. Begge disse aspekter
aktualiseres først og fremmest af EU.Transnationaliseringens stærkeste politiske
udfordring til nationalstaten kommer med andre ord fra europæiseringen.
Dette skyldes, at den i forhold til transnationaliseringens øvrige
niveauer er mest institutionaliseret og er forsynet med overnationalitet (jf.
kapitel 3).Vi skal derfor ved afprøvningen af tese 1 koncentrere os om Danmarks
forhold til europæiseringen.
Europæiseringens udfordring er bl.a.en sektorisering eller fragmentering,
dvs.at EU-systemet fungerer sektorvis.Risikoen for den enkelte regering er
så, at „den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør“. Må f.eks. Danmark
modsige sig selv i den forstand,at forskellige sektorpolitikker helt eller delvis
strider mod hinanden? Hvis svaret herpå er nej,opstår der et behov for
173