Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

præget af „governance“ snarere end „government“.Governance kan her
forstås som en styringsform i bred forstand,mens government mere snævert
henviser til en formelt (konstitutionelt) defineret statsform. 21 Det andet element
i karakteristikken er, at EU ikke har én,men flere forskellige dimensioner
for governance,der fungerer med en ganske udstrakt autonomi inden
for rammerne af „acquis communautaire“, fællesskabets gældende lovgrundlag.Et
væsentligt element ved europæiseringens særlige karakter –
relativt til andre former for regionalisering – er i denne sammenhæng,at
efterkrigstidens europæiske projekt omfatter relationer og procedurer af
både trans- og overnational karakter.
Overnationale relationer antages som regel at være en særlig udviklet
form for internationale relationer.Ligesom tilfældet er med de traditionelle
internationale relationer, inkluderer overnationale relationer kun aktører,
der antages at agere som nationalstatslige repræsentanter og forhandlere.
Overnationale relationer indebærer imidlertid en mere vidtrækkende forpligtelse
for de pågældende nationalstater end internationale relationer:
overnationale relationer indebærer i modsætning til internationale relationer
„afgivelse af suverænitet“. Et klassisk eksempel er sondringen mellem
vetoret og afstemning ved kvalificeret flertal i EU’s ministerråd.Vetoret antages
at konstituere internationale relationer, mens kvalificeret flertal antages
at konstituere overnationale relationer, eftersom det enkelte medlemsland
kan tvinges til at acceptere et forhandlingsresultat mod sin vilje.
EU er i høj grad et overnationalt anliggende, hvilket adskiller europæiseringen
fra både globalisering og den nære transnationalisering.I EU følges
trans- og overnationalisering ad. Stabiliseringen af overnationale relationer
og procedurer er således et altafgørende element i diagnosen af EU som styringsform.
Dette er langtfra en ny opdagelse.Allerede Forfatningskommissionen
af 1946, der lagde grunden til den danske grundlovsændring i 1953,
udpegede det daværende europæiske kul- og stålfællesskab som et eksempel
på en ny type af mere vidtgående samarbejde mellem nationalstater af mere
vidtrækkende og forpligtende karakter end traditionelt internationalt samarbejde
(Sørensen, 1963).Udviklingen siden hen har ganske afgjort styrket
det overnationale aspekt:udvidet brug af afstemning ved kvalificeret flertal,
EF-domstolens „konstitutionelle praksis“ (ganske vist en kontroversiel
term) og mulighederne for EU-borgere for at føre sag mod hjemlandets
offentlige myndigheder med udgangspunkt i EU’s retsgrundlag osv.
Men det er ikke så meget de overnationale relationer i sig selv som det
forhold,at de følges ad med omfattende og stabile transnationale relationer og
90