Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

af den fælles mønt, men mellem 1993 og 1996 så det ud, som om en række
lande – især de sydeuropæiske – ikke ville være i stand til at opfylde
ØMU’ens konvergensbetingelser for adgang til dens tredje fase. Under alle
omstændigheder ønskede Danmark at værne kronen mod valutaspekulation
gennem et fastkursarrangement.Da der i teknisk forstand ikke principielt
er stor forskel på en politik,der bygger på at holde valutaen helt fastlåst
i forhold til den vigtigste handelspartner (i Danmarks tilfælde Tyskland) og
deltagelse i en fælles mønt,kunne man faktisk argumentere for,at Danmark
ved at føre fastkurspolitik deltog virtuelt i den fælles mønt. I øvrigt havde
Danmark i modsætning til Storbritannien forpligtet sig til at overholde alle
andre forpligtelser i ØMU’en med undtagelse af de hårdeste sanktionsbestemmelser
i forbindelse med manglende overholdelse af budgetdisciplinen.
Med et ben ude og et ben inde var der hermed lagt op til en skizofren
ØMU-politik,som i grunden afspejlede det danske vægelsind over for europæisering.
19 9 7-98: de ekste rne og inte rne rammebetingelse r
æ ndrer s i g
Mellem 1997 og 1998 skete der imidlertid betydelige forandringer i de
betingelser, som skabte rammerne for Danmarks ØMU-politik. Disse forandringer
førte i sidste ende til,at statsministeren i marts 2000 udskrev folkeafstemning
om deltagelse i den fælles mønt.
For det første stod det hen over sommeren fuldstændigt klart,at den fælles
mønt ikke bare ville blive indført til tiden i begyndelsen af 1999,men også at
et overvældende flertal af EU-lande (alle 15 med undtagelse af Danmark,
Sverige, Storbritannien og Grækenland) ville tilslutte sig den. Dette skabte
tvivl om EMS-samarbejdets beståen, så meget desto mere som Sverige og
Storbritannien ikke deltog i dette samarbejde, og Grækenland hurtigst
muligt ønskede at indtræde i den fælles mønt (det skete fra 2001). Dette
efterlod Danmark på sidelinjen. I september 1998, få måneder før indførelsen
af euroen, lykkedes det Danmarks Nationalbank og regeringen at opnå
en aftale med ECB og EU om et fortsat fastkursarrangement for kronen,der
nu skulle knyttes til euroen.Dette arrangement skabte stor lettelse blandt de
politiske partier, selvom man ved at gå aftalen og de ændrede rammebetingelser
efter i sømmene faktisk kunne sætte en række spørgsmålstegn ved,
om arrangementet var lige så godt som det gamle (jf.DUPI, 2000:kapitel 7,
afsnit 2.1).
161