Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

man derimod en del af koordinationen, bakkes den op, måske med undtagelse
af Erhvervsministeriet. Opbakningen er naturligvis mest markant
blandt „koordinatorerne“,dvs.UM og Miljøministeriet.
De seneste års litteratur om emnet kan sætte den danske holdning og
praksis i perspektiv. I EU-perspektiv er Danmark blandt landene med mest
centraliseret EU-beslutningsproces:UK,Irland,Frankrig,Spanien,Sverige,
Finland (Pappas, 1995;Mouritzen, 1997: 114-128, 131-134).I den komparative
studie af europæiseringens virkninger på hver af de nordiske forvaltninger
konkluderes det, at Danmark har den mest formaliserede og centraliserede
koordination af sin EU-politik (Jacobsson et al., 2001b: 252, 263-264) blandt
de nordiske lande (jf. også Sundström, 2001). Det er i Danmark, at Udenrigsministeriet
indtager den stærkeste position i processen. 12 Det er også i
Danmark, at den parlamentariske kontrol er stærkest og mest centraliseret
(gennem Europa-udvalget,jf.videre tese 2).Sverige med sin mere decentrale
forvaltningstradition har ikke det samme system som Danmark (og Norge)
med permanente kollegiale koordinationsorganer og har i højere grad overladt
det til hvert enkelt departement at bestemme, hvordan koordinationen
skal foregå.Dette har givet et løsere og mere uformelt netværk af rådgivningsgrupper.Statsministerens
kontor har fået en langt større rolle i koordinationen
på bekostning af Utrikesdepartementet (jf.også Pedersen, 2002).
bureaukrat i ske g r å zoner : det t ransgove rnmentale,
h e runder i nternat i onal f orvaltning
Transgovernmentale relationer er med til at udviske de klare linjer mellem
Danmark og udlandet,som den politiske kultur foretrækker.Ved transgovernmentale
relationer forstås her (Risse-Kappen, 1995: 9; Esmark, 2001: 102)
„relationer mellem offentlige myndigheder i forskellige lande, hvor mindst
den ene agerer uden et nationalt mandat“. 13 Der er med andre ord tale om
en undertype af „transnationale relationer“.
Det i et dansk gråzone-perspektiv betænkelige er,hvis den danske myndighed
agerer uden mandat.Dette er endvidere problematisk i et demokratiperspektiv:kan
regeringen ikke kontrollere/mandatere sine bureaukratiske
enheder/embedsmænd,er det naturligvis endnu mere urealistisk,at Folketinget
skulle kunne gøre det.
Et formål med koordinationen af forskellige sektorområder beskrevet i
afsnittet ovenfor er netop at tøjle mulige transgovernmentale relationer.Ved
en centraliseret mandatgivning fra både regering og Folketing sikres det, at
179