Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

23 En tidligere dansk kabinetschef havde forgæves forsøgt at vende tilbage til karrieren
i Danmark. Han blev i stedet EU-ambassadør i Australien.
24 Vedrørende Danmarks holdning til danske internationale embedsmænd på daværende
tidspunkt, jf. Mouritzen (1990). Som anført i Kommissærens Dagbog (Ritt
Bjerregaard; trykt i Politiken, 26.oktober 1995) efterlyste Bjerregaard over for den
danske statsminister en „dansk personalepolitik i Unionen“. Danmark mangler „så
ganske og aldeles en personalepolitik, ligesom mange andre lande gjorde det. Dette
i modsætning til franskmændene og briterne, der er meget bevidste om det. Det var
en af de ting, jeg talte med Nyrup om, sidst han var i Bruxelles, men som jeg vist
desværre vil blive alene om at gøre noget ved“ (26. juni 1995).
25 Da Svend Auken havde tabt formandsslaget i Socialdemokratiet i foråret 1992 og
Socialdemokratiet var kommet i regeringsposition i januar 1993, var Auken på tale
som kommissær (Berlingske Tidende 28. september 1994). Han foretrak imidlertid at
blive hjemme på en central ministerpost – tæt på magten. Formodentlig af samme
grund sagde de socialdemokratiske toppolitikere Ivar Nørgaard og Kjeld Olesen nej
til landbrugskommissær-posten i 1981 (Dalsager, 1997: 29); posten gik til Poul Dalsager.
26 I april 2002 lykkedes det de sydeuropæiske lande, anført af Spanien, at få en fiskerireform
taget af Kommissionens bord, selvom der så ud til at være flertal for dens
vedtagelse. Der forelå rimelig tydelige indicier på spansk instruktion: ud over premierministerens
pres mod Kommissionsformanden også i forholdet mellem den
spanske fiskeriminister og den spanske kommissær. Samtidig hermed og ganske
uventet blev reformens arkitekt, den danske generaldirektør Steffen Smidt, indstillet
til forflyttelse. Indicierne pegede også her på spansk pres, selvom det fra Kommissionens
side blev hævdet, at de to ting intet havde med hinanden at gøre (Berlingske
Tidende, 6. maj 2002).
27 Empiriske undersøgelser af transnationalt parlamentarikersamarbejde synes at vise,
at fænomenet faktisk er ret beskedent i forhold til den megen tale om „globalisering“
eller „transnationalisering“.Andelen af parlamentarikere med regelmæssige
transnationale kontakter af denne art er kun omkring 20 pct. i lande, der er sammenlignelige
med Danmark (Brothén, 1999: 305). Niveauet for i hvert fald Sveriges
vedkommende 1988-98 – et påstået globaliseringsårti – har været stort set uforandret
(ibid.)
28 Ligesom turistrejser ofte er kendetegnet ved det lidt paradoksale, at danskerne i
gruppen kommer til at kende hinanden bedre, er det tilsyneladende en bivirkning
ved Folketings-delegationsrejser, at deltagerne – typisk af forskellig partifarve –
lærer hinanden bedre at kende. F.eks. gav Engells engagement i Nordisk Råd ham
mulighed for at vedligeholde sit gode forhold til Marianne Jelved og Ivar Hansen
(Faurholdt, 2000: 40). Dette var ikke uvæsentligt i dansk politik, herunder i den
interne magtkamp hos Det Konservative Folkeparti.
29 Det sikkerhedspolitiske „skandilux“ samarbejde mellem nogle vesteuropæiske socialdemokratier
i 1980’erne, „fodnoteperioden“ i Danmark, er formentlig det bedste
eksempel på sådanne netværk.
30 Da det for EU’s regeringschefer var vitalt at få EP’s godkendelse af Santer-kommissionen
(1994), lagde en række af dem et kraftigt pres på deres landsmænd/partifæller
236