Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

topstyret og summarisk.Dette er naturligvis ikke EU’s „skyld“.Det er selvpålagt,
men i lys af europæiseringen. Den udenrigspolitisering af EU-politikken,
som er sket i Danmark, betyder en øget lukkethed: at traditionelt
indenrigspolitiske emner – som f.eks.spørgsmålet om tilsætningsstoffer i
fetaosten – skal behandles,som drejede det sig næsten om sikkerhedspolitik
med dertil hørende sekretesse. Lukkede Europa-udvalgsmøder rimer ikke
med demokratisk åbenhed og endnu mindre med den skandinaviske åbenhedstradition.
Opdelingen af Folketingets medlemmer i et „A-“ og et „Bhold“
(de 17+11 i EUU 24 vs. resten) lever ikke op til idealet om lav magtdistance
mellem top og bund i organisationer og i det politiske liv. I virkeligheden
er det helligbrøde,at denne norm,uden ydre tvang,overtrædes i den
centrale demokratiske institution i Danmark.
Der er en række mindre centrale,men i det daglige politisk-bureaukratiske
arbejde nok så væsentlige aspekter af den her aktuelle kollision.I den protestantiske
demokratiopfattelse er indhold vigtigere end form;forhandlingssproget
er forholdsvis direkte,uden for mange høflighedsfraser og „overflødige“
ouverturer (Knudsen, 1993: 286; von Sydow, 1999: 114-135).Hvordan
klarer de protestantiske danskere/skandinaver sig stilmæssigt i det transnationale
forhandlingsnetværk,hvor form er mindst lige så vigtigt som indhold,og
høflighedsfraser er et „must“?
Som allerede nævnt favoriserer Kommissionen med sin selektive åbenhed
elitegruppers lobbyvirksomhed snarere end bredere former for demokratisk
deltagelse.Hvordan finder pressen sig til rette med Kommissionens selektive
åbenhed (lækager i stedet for generel åbenhed)? Kan danske/nordiske
embedsmænd leve med den superhierarkiske beslutningsgang i EU-Kommissionen
(von Sydow, 1999: 105-113)? 25
kollision iii: unive r se lle rettighede r vs.
„fle rtallet af danske re bestemmer i danmark“
Globaliseringen har fremmet universelle rettigheder og politisk korrekthed.
En konflikt er imidlertid latent mellem sådanne universelle rettigheder,ofte
naturretsligt begrundet (Høilund, 1998) og demokratiet i en national ramme.
Dette gælder i særlig grad,hvis dette demokrati bygger på et „flertallet
bestemmer“ aksiom („ingen over og ingen ved siden af Folketinget“) – som
netop i Danmarks tilfælde. For at sætte det på spidsen:skal det danske samfund
respektere „abstrakte menneskerettigheder“ (Krarup, 2000) vedtaget
uden for en dansk sammenhæng,hvis de afviger fra det danske befolknings-
261