Er vi så forbeholdne? - Aarhus Universitetsforlag

Initiativfasens og implementeringsfasens dominerende institution er således
Kommissionen.Kommissionen har en såkaldt initiativret,dvs.retten til at stille
forslag til europæisk retsdannelse. 22 Den elementære arbejdsdeling mellem
Kommissionen og Rådet er således en arbejdsdeling mellem initiativ- og
beslutningskompetence. Kommissionens initiativkompetence skal imidlertid
ses som en del af Kommissionens generelle rolle blandt de forskellige
institutioner,som traktaterne udpeger.Kilden til den betydning,transnationale
relationer og forhandlinger har i denne del af den europæiske rets- og
politikdannelse, er således det forhold, at forhandlere i Kommissionsregi principielt
ikke kan være underlagt nationale instruktioner og mandater. Det afgørende
træk ved Kommissionen er dennes uafhængighed af nationale interesser.
Forhandlinger i Kommissionens regi baserer sig netop ikke på nationale
interesser som afgørende, men derimod på fastholdelsen af Fællesskabets
interesse over for nationale interesser. Konkret vil det sige, at Kommissionen
opererer med udgangspunkt i „saglige interesser“ inden for funktionelt
afgrænsede politikområder. 23 Dette gælder imidlertid ikke blot selve Kommissionen,
altså de p.t. 20 kommissærer, men også Kommissionens tjenestegrene
og komiteer.
Kommissionens tjenestegrene omfatter kabinetter og generaldirektorater.
Kabinetterne er tilknyttet den enkelte kommissær og fungerer efter fransk
forbillede som kommissærens personlige, rådgivende sekretariat. Kabinetterne
er både politisk og administrativ stab for kommissærerne. I forhold til
sentenserne om uafhængighed af national interesse er kabinetterne en særegen
konstruktion. Nedergaard kalder ganske rammende kabinetterne for
„nationale enklaver“ i Kommissionen (Nedergaard, 2000: 149). I dette ligger,
at kabinetterne almindeligvis antages at varetage nationale interesser.
Kabinettet for den enlige danske kommissær omtales således som „det danske
kabinet“ og så fremdeles. I forhold til sentenserne om uafhængighed af
national interesse er det således almindelig anerkendt, at kabinetterne ikke
er omfattet af disse. Dog kan de omvendt heller ikke pålægges at varetage
nationale interesser. 24
Generaldirektoraterne (DG’er) kan i det store og hele kaldes for Fællesskabets
ministerier. Substantielt er de opdelt efter politikområder, der i store
træk svarer til kommissærernes porteføljer (DG for Landbrug,DG for Indre
Marked osv.) 25 Parallellen til de nationale ministerier er velkendt og har
ydermere at gøre med karakteristikken af Kommissionen som Fællesskabets
„regering“ og følgelig de enkelte kommissærer som „ministre“. 26 Tilsvarende
vil DG’ernes „departementschef“ være de enkelte generaldirektører.
92