LisbethOvergaardNielsenPhd

Forsøgene holdes imidlertid ikke inde bagved i øvelokalet, men praktiseres som
filmkunst. Forsøget er med andre ord filmen. Denne karakter er så gennemgående
i Triers œuvre, at man kan tale om eksperimentet som en egentlig stil.
Den anden side af eksperimentet indebærer ønsket om at forøge eller
opnå ny viden – i dette tilfælde i forhold til filmmediets muligheder. Denne nye
indsigt kan affeje foregående praksis eller i hvert fald kontrastere og perspektivere
allerede opnået og måske etableret viden. Herigennem kan eksperimentet indenfor
filmkunstens domæne forkaste eller/og udfordre det bestående filmsprog og
normer hidrørende gængse filmiske konventioner. Om man i forbindelse med
Triers eksperimentelle filmpraksis kan tale om en idealbåren filmsproglig metode
kan diskuteres, men der ligger, som denne afhandling senere vil påvise, en kritisk
stillingtagen til især det konventionelt og realistisk orienterede filmsprog i de
manifester, Trier fra tid til anden har ladet ledsage sine film.
At der eksperimenteres med filmsproget er ikke nyt i filmens verden, om
end den klassiske filmfortælling med sin umarkerede stil, har præget bredden i
både dansk og international film. Denne form for filmisk realisme, hvor
filmsprogets fornemmeste opgave er ikke at gøre opmærksom på sig selv – for
herved at undgå at komme til at ødelægge illusionen og forstyrre tilskuerens
indlevelse – må i denne sammenhæng dog ikke udelukkende betragtes som den
baggrund, Trier tager afstand fra. Det klassiske filmudtryk, og filmhistorien som
sådan, er det nødvendige filmsproglige fundament det ‘afvigende’ filmsprog kan
operere i forhold til – uden konventioner, ingen brud – men hos Trier er det også
sammenstykningen, eller måske snarere sammenstødet, af forskellige filmsproglige
diskurser, der giver filmene deres unikke karakter. Det er netop koblingen af det
klassiske filmsprog med artcinema’sk autonomi, der tilfører filmene deres
bastardiserede udtryk af det på én gang velkendte og dog så fremmede. Derfor
kan eksperimentet i Trier’sk forstand nok siges at sætte spørgsmålstegn ved
nutidens filmnormer og bredt anvendte filmsproglige praksis, men bekender sig
samtidig til f.eks. genrernes historiske betydning og funktion. Der er således tale
om en dobbelt filmsproglig diskurs, der består af både kritisk nytænkning og
fremstår som en cadeau til filmhistorien markeret gennem gen- og nybrug af
eksisterende konventioner.
3