LisbethOvergaardNielsenPhd

KAPITEL 7
Dogville: Allegori, Verfremdung og abstraktion
Jeg er meget, meget glad for den her film. Og meget, meget glad for formen. Den form er virkelig
noget vi har brug for – hvis man overhovedet kan tale om sådan noget – fordi alting er gået i en
anden retning.”
190
Lars von Trier (2003)
I slutningen af Katia Forbert Petersens dokumentarfilm Von Triers 100 øjne (2000)
fortæller Lars von Trier om sin situation efter Dancer in the Dark og palmesuset i
Cannes: “Palmerne betyder, at jeg ikke har tænkt en fornuftig tanke siden og nu
fuldstændig er gået i dvaletilstand. For første gang i mit liv har jeg ikke nogen
planer eller ambitioner…. Det er meget mærkeligt. Så… det er vel dødsstødet
så…?”, Herpå stirrer Trier alvorligt ind i kameralinsen. Længe. Førend han smiler.
Lars von Trier hviler imidlertid ikke længe på laurbærrene, førend han
går i gang med optagelserne til sit næste filmprojekt, Dogville, der som de forrige
film skal være del af en trilogi. Denne gang bærer trilogien navnet – eller
bogstaverne – USA.
Med USA-trilogien indvarsles endnu engang en ny fase i œuvret, men
samtidig er Dogville en original videreudvikling af kerneelementer i den samlede
filmproduktion. Som i de tidligere spillefilm udfordres filmmediets bæreevne i
USA-trilogien, og igen afprøves filmmediets potentiale. I Dogville består
scenografien af et sort scenegulv med hvide kridtstreger, der gør det ud for huse,
træer, buske osv. Der er således ingen reelle bygninger og kun ganske få kulisser.
Filmen udspilles alene på denne scene, hvilket udsætter filmsproget for
teaterorienteret abstraktion. Netop abstraktionsgraden er et af Dogvilles
eksperimenter. Hvor minimalistisk og abstrakt kan en film tåle at blive? Kan det
traditionelt set mest filmiske, illusionen, fjernes fra en film, uden at den knækker?