LisbethOvergaardNielsenPhd

til personen Lars von Trier, hvem han muligvis er og i hvilket omfang han kan
siges at repræsentere sine værker. Eftersom Trier altid har iscenesat sig selv i
rollen som auteur, vil det i stedet være nærliggende at se nærmere på, hvordan han
udfylder denne rolle, hvorledes han til stadighed demonterer “sig selv” (i
fremstillingen af sig selv som sig selv) og flytter – eller ligefrem opløser –
muligheden for at vurdere, hvad der er konstrueret og hvad der er reelt. Er det
muligt at være ironisk og idealistisk på én gang og stadig blive taget seriøs? Hvilke
signaler sender en selviscenesættende instruktør som Trier? Er hans performative
iscenesættelser en tendens i tiden, og kan hans optræden have en betydning, for
hvorledes filmene bliver opfattet og modtaget af publikum og kritikere?
Iscenesatte fortællinger
Selvom Trier på mange måder kan karakteriseres som en klassisk auteur, så
udfylder han imidlertid også auteurrollen på en ny måde, der tager sit udspring i
hans iscenesættelser af sig selv som en auteur, men tillige har en markedsstrategisk
og kulturel funktion. Auteur er ikke længere kun noget, man bliver udråbt til (af
anmeldere og kritikere), men i lige så høj grad noget, instruktøren fremstiller sig
selv som og skabes som – ikke mindst i kraft af markedsføringsstrategier og et
selvforstærkende sekundært kredsløb, der involverer medierne, filmdebat og
fankultur.
Det kan naturligvis diskuteres, om det er relevant at se nærmere på
instruktøren bag filmene, for hvad betyder det, hvem der taler? 300 Spørgsmålet kan
stadig få de fleste kunstanalytikere op af stolene, hvad enten de så hælder til “alt”
eller “intet”. I artiklen “Agency in Film, Filmmaking, and Reception” (2004)
argumenterer Torben Grodal for, at forståelsen for relationen mellem forfatter og
værk i dag stadig har betydning for filmanalysen. Hvor den biografiske læsning
ifølge Grodal ikke alene kan forklare kunstværket, kan ej heller den
poststrukturalistiske analyse dække værket fyldestgørende:
300 I artiklen “Hvad er en forfatter” (2003) analyserer Foucault det komplicerede forhold mellem
forfatter og tekst med udgangspunkt i Samuel Beckett-citatet: “Hvad betyder det, hvem der taler?”
222