LisbethOvergaardNielsenPhd

ja i bund og grund til, hvorledes vi behandler hinanden. Det handler om moral og
etik, og det interessante ved filmens afslutning er i særdeleshed, at den henvender
sig til tilskueren. Filmen bider af sin tilskuer: Ja, hvad havde du gjort? Hvad mener
du? Som i Breaking the Waves, hvor spørgsmålet om ‘tro’ flyttes ud til tilskueren,
lader Dogville tilskueren opleve hævntørsten, mens Grace endnu ‘bare’ lider. Med
Graces realisering af hævnen forflytter filmen spørgsmålet om hævn og det
moralske ansvar ud til tilskueren. I løbet af filmens langsomme og dvælende tid
har tilskueren haft god tid til at overveje, ræsonnere og reflektere, da Grace,
modsat sine søstre i de tidligere film, hævner sig og eliminerer byen og dens
indbyggere. Tilskueren bliver hermed ikke kun vidner til filmens fremstilling af
undertrykkelse, (manglen på) næstekærlighed og hævntørst, men kan selv nå at
føle hævntørsten:
Tilfredsheden ved, ja glæden over det gruopvækkende blodbad på kridtstregerne bliver
ganske slående, og styrken af dette følelsesmæssige engagement kommer til at stå strikt
over for – eller rettere i – den samtidige distancerende oplevelse af universets distinkte
frembragthed. Der er heri – på linje med konstruktionerne i både Breaking the Waves og
Dancer in the Dark – et insisterende, umedierbart både/og som kan opleves som krænkende
(og som i Breaking the Waves empirisk også blev det). Krænkende fordi man som modtager
må acceptere på én gang at lade sig emotionelt engagere og tåle dette engagement så
åbenlyst er resultatet af en konstruerende viljes kyniske manipulation – ikke af en ”sand”
historie: “Nu græder du nok – det er noget jeg har fået dig til”. 289
Som Morten Kyndrup skriver, så må filmens afslutning og oplevelsen af at have
accepteret Graces reaktion for de fleste fremstå som overraskende og dybt
ubehagelig, men jeg vil stadig hævde, at værket i højere grad tilbyder et
intellektuelt, moralsk engagement end et egentlig emotionelt. Der er forskel på at
lade sig rive med, følelsesmæssigt og så på at opleve noget åbenlyst uretfærdigt,
der fremkalder et moralsk engagement. Tilskueren må her opleve sig selv ønske en
form for hævn og genoprettelse, hvor retfærdigheden må ske ‘fyldest’. Netop
fordi engagementet i højere grad er intellektuelt end emotionelt, er chokket for
tilskueren des mere ‘alvorligt’, da hævnen indtræffer og viser sig at indeholde alt
289 Kyndrup (2006), s. 144
213